Det Grønne Museum sætter jagt og skov på skoleskemaet

Fredag 16. juni 2017 7:43
Museumsformidler på Det Grønne Museum Rasmus Amtkjær viser 5.c fra Auning Skole hvordan en råbuk parteres. Foto: Kenneth Frydensbjerg/Det Grønne Museum

Da museerne Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Dansk Landbrugsmuseum ved årsskiftet blev til Det Grønne Museum betød det nye spændende fagområder for museets undervisningsafdeling. Opgaven lød på at formidle skov, jagt, landbrug og mad i et historisk perspektiv, og museet valgte derfor at udvide undervisningsafdelingen.

Den 1. marts 2017 ansatte museet skolelærer, naturmenneske og jæger, Rasmus Amtkjær, som de seneste ti år har arbejdet med skoleelever på mange forskellige klassetrin. Alle årene har der, udover de alm. skolefag, også været enten jagt eller håndværk på skemaet.

- Nogle af mine største oplevelser har jeg fået i naturen, og den glæde vil jeg gerne give videre. En glæde der også er forbundet med et fælles ansvar for at passe på vores natur. En ansvarsfølelse der kun opstår ved selv at færdes i det grønne i alt slags vejr og følge årets gang på nært hold både på mark og i skov. Samtidig skal vi også have forståelse for arbejdet der udføres i både skov og landbrug, og den opgave vil jeg meget gerne bidrage til at løse, så vores børn og unge får større kendskab til, at det land vi lever i også er det land vi lever af, siger Rasmus Amtkjær.

Han har sammen med museumsformidler Karen Schacht, der i flere år har stået i spidsen for skoletjenesten på Dansk Landbrugsmuseum, de seneste måneder arbejdet intenst på, at blive klar til det nye skoleår. 

Udviklet og afprøvet nye undervisningsforløb

Siden marts har de to museumsformidlere været i gang med at udvikle nye undervisningsforløb med jagt og skov som fokus, og den seneste periode har de afprøvet nye forløb på skoleelever. Til et af disse testforløb havde museet inviteret en 5. klasse fra Auning Skole med til bukkeparaden på nabomuseet Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, hvorefter eleverne var med til at forlægge råbukken og tilberede den over bål.

Udover de nye undervisningsforløb har museets eksisterende forløb fået en overhaling. Der blevet skåret til og finpudset, så mange nye tilbud nu er klar til det kommende skoleår. Derudover arbejdes der videre på endnu flere forløb – blandt andet et nyt rollespil om skovens folk – samt undervisning i Det Grønne Museums nye basisudstillinger, som åbner i 2018.

- Arbejdet med de nye forløb giver mange spændende, nye kombinationsmuligheder med de eksisterende forløb, som kan være med til at vise, hvordan jagt, skov og landbrug altid har spillet sammen. Derudover glæder vi os til, at vi allerede nu kan tilbyde flere undervisningsforløb til grundskolens ældste klasser, fortæller Karen Schacht, museumsformidler på Det Grønne Museum.

Bygger ekstra lokaler

Udover de nye undervisningsforløb udvider Det Grønne Museum også undervisningsfaciliteterne med yderligere 140 m2 i nye lokaler. Lokalerne indrettes til praktisk værksted, så der er mulighed for at gå på opdagelse, undersøge og studere både dyr og planter på nært hold.

- De nye lokaler lægger op til praktisk arbejde. For eksempel snitteværksted, papirfremstilling, afstøbning af dyrespor. Og udendørs skal vi have gang i bål, bueskydning og lave stenalderværktøj, så der bliver masser af liv både ude og inde, siger Rasmus Amtkjær.

De nye undervisningsforløb er tilgængelige fra uge 26 og kan ses på www.detgrønnemuseum.dk og www.skoletjenesten.dk.