Ny østrigsk pickuprive på markedet

Mandag 19. juni 2017 16:10
En ny pickuprive fra det østrigske firma Reiter havde Danmarkspremiere på Hjørring Dyrskue. (Foto: Per Jørgensen)

AgroTek A/S, der er forhandler af blandt andet Valtra-traktorer i Hobro og Hjørring, havde Danmarkspremiere på Hjørring Dyrskue på en ny østrigsk pickuprive.

Den frontmonterede Reiter-pickuprive er en skårsamlingspickup, der kan leveres i en 3 og 3,5 meters-udgave.

Ifølge producenten kommer muldvarpeskud og sten med videre ikke med i skåret, og dermed sikres altid et meget renere græsmateriale.

Pickupriven giver et ensartet, luftigt skår og er ideel til selvkørende finsnittere, snittevogne og pressere.

Den nye Reiter-pickuprive importeres af Anders Højte Hansen på Sjælland og Fyn, og i Jylland er det Thomas Birkballe.