Sønderjyder så på østjyske vådområder

Fredag 13. oktober 2017 8:00
Medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og politikere fra SLF og Haderslev Kommune var en tur i Vejle Kommune, hvor de har succes med både vådområder og minivådområder.
De pæne sko var skiftet ud med gummistøvler, da medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og politikere fra SLF og Haderslev Kommune forleden var på tur i området omkring Thyregod i Vejle Kommune for at se, hvordan man kan lave vådområder og minivådområder.

Minivådområder skal som en del af Fødevare- og Landbrugspakken være med til at opfylde de krav, der politisk er besluttet omkring reduktion af kvælstofudledning, og oplandskonsulenter skal i nærmeste fremtid i gang med at hjælpe landmændene med at lave ansøgninger og projektbeskrivelser.

Ekskursionen så to former for vådområder. Et vådområde, hvor man havde omlagt og hævet et å-løb samt et 3500 kvadratmeter stort minivådområde, hvor der var etableret flere små bassiner af forskellige størrelser og dybder.

- Vi blev alle sammen klogere på, hvilke former og typer der kan laves. Og samtidig var det godt at have kommunens politikere og medarbejdere med, da vi sammen på sigt skal etablere de her vådområder og minivådområder. Nu skal vi bare have fundet de sønderjyske landmænd, der har lyst til at prøve kræfter med vådområderne, fortæller SLFs oplandskonsulent Peter Aalykke Jensen.

Mange landmænd har et areal i kanten eller i et hjørne af en mark, der er lidt for vådt til at få dyrket effektivt, og her kan der være mulighed for at oprette et minivådområde.
Området vil komme alle til gode, ikke mindst for naturen og den enkelte landmand. Områderne skaber nemlig levested for planter, padder og smådyr, øger natur og jagtmuligheder.