Svinepest: Tjek vaskecertifikatet på alle transporter

Onsdag 22. november 2017 17:33
Ingen kæde er stærkere end det svageste led, så det er vigtigt, at alle overholder karantænereglerne, hvis vi skal holde afrikansk svinepest ude af Danmark, siger Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion.

Højrisikoområdet for afrikansk svinepest er i dag blevet udvidet i Polen og er rykket 140 kilometer længere mod vest. Alle eksportører skal være opmærksomme på udvidelsen og tjekke, at transportbilerne, som henter smågrise, har overholdt karantænereglerne.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at karantænereglerne overholdes. Det vil få uoprettelige konsekvenser for hele erhvervet, hvis sygdommen kommer til Danmark. Vi har god smittebeskyttelse i Danmark, men ingen kæde er stærkere end det svageste led, siger formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen.

Transportører skal overholde karantænetider 

Vask af biler er et af de vigtigste midler til at holde sygdomme ude af Danmark, og det er uhyre vigtigt, at transportørerne overholder karantænereglerne.

-  Husk nu at tjekke vaskecertifikater på dine transportbiler. Det er også dit ansvar, at karantænetiden bliver overholdt, siger Erik Larsen.,

Man kan tjekke transportbilens vaskecertifikat på www.tjekvogn.dk, via appen Tjek vogn eller ved at sende en SMS med registreringsnummer til 5129 1070.

Seges Svineproduktion følger hele tiden udviklingen af afrikansk svinepest og andre sygdomme. Spørgsmål kan rettes til DANISH Transportstandard på telefon 3339 4053 i dagtimerne eller med en mail til transport@seges.dk, oplyser Landbrug & Fødevarer.