Årets Løgavlere skal kåres

Til trods for det ekstremt våde efterår, som har givet løgavlerne store problemer med at bjærge løgene, skal Årets Løgavlere kåres. Det sker på Avlerforeningen af Danske Spiseløgs årsmøde, der afholdes på Vejle Centerhotel mandag d. 27. og tirsdag d. 28. januar.

Konkurrencen om Årets Løgavlere går ud på at have det højeste udbytte i den rigtige kvalitet, en stor udfordring, da løg kræver omhyggelighed, rettidighed og stor faglig kunnen.

Konkurrencen er for både konventionelle og økologiske løgproducenter. Der er i alt 11 deltagere, og der er præmier og pokal til de bedste i begge kategorier.

Den bedste i konkurrencen i 2019 har avlet 72,0 t løg pr. ha.

Sådan lidt for sjov kåres også årets største røde henholdsvis gule løg. Løgene skal være af de sorter, der bruges til normal dyrkning, og konkurrencen afgøres ved vejning på årsmødet.

Avlerforeningen af Danske Spiseløg har 23 aktive medlemmer, som dyrker 1400 hektar med spiseløg, heraf er 19 procent økologiske.

Læs også