Rådgivning om mink på Hjørring Dyrskue

Efter flere år med lave skindpriser oplever LandboNord stor interesse for sit nye tilbud om samlet økonomi- og produktionsrådgivning til minkavlerne.

Mens økonomisk og praktisk produktionsrådgivning gennem mange år har gået hånd i hånd hos svine- og kvægfolkene, har rådgivningsvirksomheder først efter de seneste års hårde minktider oplevet et lignende behov hos pelsavlerne. Derfor tog LandboNord sidste år som de første tilløb til at udbyde en pakke til minkavlerne, der samler økonomi- og produktionsrådgivningen.
Ved årsskiftet trak Margit Skovbjerg produktionsrådgiver-gummistøvlerne på for at besøge minkavlerne og diskutere mulighederne for optimering af driften, mens virksomhedsrådgiver Kennet Rønfeldt kigger bedrifternes økonomi igennem. Begge har gennem hele livet arbejdet med minkproduktion.
Og der har været stor interesse for tilbuddet.
- Minkavlere er i høj grad autodidakte og adskiller sig på den måde fra de fleste mælke- og svineproducenter, og samtidig har økonomien historisk set været god i minkbranchen. Men nu kører vi på tredje år uden høje minkpriser, og behovet for rådgivning er større end nogensinde før. Det kan vi også mærke på interessen for vores tilbud, siger Margit Skovbjerg.

Praktisk rådgivning

Hun har været ude på vidt forskellige opgaver i sit første lille halve år som minkrådgiver.
- Det er lige fra de helt basale ting til de meget nørdede justeringer, der måske kan hente de sidste kroner, der skal til for at gøre produktionen til en bedre forretning. For ligegyldig hvor dygtig, man er, er der altid noget, der kan gøres endnu bedre, fortæller hun.
Lasse Jensen, der sammen med sin far, Mogens, driver Bejstrup Mink I/S ved Fjerritslev, er en af de avlere, der har haft besøg af Margit Skovbjerg. På bedriften er 5.000 tæver fordelt på to lokaliteter, 105 hektar planteavl og et pelseri, hvor far og søn også klarer pelsene fra andre avlere.
Her har fodring været det store omdrejningspunkt de to gange, konsulenten har været på besøg.
- Her er det godt at få en rådgiver ud på bedriften og diskutere mulighederne med. Det er en af de ting, jeg har været glad for. At Margit selv er ude og se, hvordan tingene foregår på gården. Det har givet mere praktisk og konkret rådgivning end vi før har kunnet få, siger Lasse Jensen.

Hele vejen rundt

Hos LandboNord er man glade for at kunne læne sig op ad kvæg- og svinerådgivningen, og har også taget flere værktøjer med derfra, som har gjort opstarten på det nye tilbud lettere. Blandt andet det Proaktive Nulpunkt.
- Det er et redskab, som bankerne i forvejen kender og er begejstrede for. Det giver et godt billede af hele bedriften og et godt udgangspunkt for at analysere, hvor man kan optimere. Det giver også bankerne bedre mulighed for virkelig at vise deres værd, for det er der brug for mange steder, siger Kennet Rønfeldt, der lover, at LandboNord kommer hele vejen rundt om minkfarmen.
- Vi har både fokus på økonomien, og hvad der rent faktisk kan lade sig gøre på det praktiske plan. Vi ser også på det private. Det er også en vigtig del, hvis man skal have det fulde billede af en økonomi. Der er ikke noget, der er fredet, fastslår han.
Minkteamet står klar til en snak i LandboNords telt på Hjørring Dyrskue.
 

Læs også