Roskilde Dyrskue er på vej: Årets begivenhed for hele familien – i tal

Der er flere nyheder på årets udgave af Roskilde Dyrskue, der venter rundt om hjørnet.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Der er tilmeldt 337 heste, 266 kødkvæg, 236 malkekøer, 214 kaniner,  248 fjerkræ, 46 får og 40 geder – og det er kun de dyr, som skal udstilles. Hertil kommer 220 showheste, som skal klædes ud i fint tøj og være med i det store hesteshow.  I alt kommer der 1.607 dyr på Dyrskuepladsen i 2018, plus det løse. Her iblandt et par barokpintoer, en afart af en pinto, som er en broget hest.
 
Samtidig kan Roskilde Dyrskue byde velkommen til 260 erhvervsudstillere, 192 maskinudstillere, og i Spisekammeret, som er dyrskuets fødevareudstilling, er der tilmeldt 29. Der bliver stukket 3800 markeringspinde i jorden for at opdele Dyrskuepladsen til udstillerstande og campingpladser.
 
Nyheder er der flere af. Udover barokpintoerne er der også et træpillefyr, som kan lave strøm, en stor kædegraver på bælter og et helt nyt område, som hedder Bolig & Energi. Her er køkkener og alarmsystemer, blomster og træpillefyr. Og 30 Bruder-maskiner til børn og barnlige sjæle. Og så ligger dyrskuets familierestaurant også her. Her bliver plads til 350 spisende gæster, der kommer rødternede duge på bordene og der kan fx bestilles steak pommes. Og bearnaisesauce.
 
I år er der et forsamlingshus på Roskilde Dyrskue. Normalt kan man gå til familiefester og fællesspisning sådan et sted, men i Forsamlingshuset på Roskilde Dyrskue tales der mest. Der vil om søndagen være debat (med seks debattører) og foredrag (med Jesper Theilgaard) – kun om søndagen – og det kommer til at handle om hhv. ulve og klima. Ikke fordi de to nødvendigvis har noget med hinanden at gøre – udover at det er noget, som de danske landmænd er interesserede i. Og det er der så også mange fra familien Danmark, der er.
 
Og apropos familien Danmark: Man kan jo aldrig vide på forhånd, hvor mange gæster der besøger Roskilde Dyrskue. Sidste år var det 87.026. Året før ca. det samme. I 2011 var der 97.085 og i 2012 79.155. Det er ikke til at vide, men det bliver spændende at se. Lige nu siger vejrudsigten sol og lidt skyer. Men sådan noget kan man heller ikke spå om. (Det er Jesper Theilgaard nok lidt uenig i).
 
Vi har altid noget for børnene på Roskilde Dyrskue. Og det er der selvfølgelig også i år: Fx dyr. Børn elsker dem, børn kender dem. Det tror de i hvert fald. Men ved børnene egentlig hvordan koens fire maver ser ud indeni? Og ved de hvordan det er at bo som en ko? Det kan de finde ud af på årets Roskilde Dyrskue, hvor nogle kloge mennesker fra KU viser indersiden af ti køer i løbet af weekenden. Altså 40 komaver! Og så er der en ung mand, der hedder Eiqu Miller, som også kigger forbi – og klipper et får, mens han alligevel er der. Mindst!
 
Roskilde Dyrskue finder sted fra 8. til 10. juni på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Læs også