Langesømessen afvikles i år med en række nye initiativer samt et nyt skovspor.
De fleste folk i juletræsbranchen har sat et stort kryds i kalenderen den tredje torsdag i august, hvor de valfarter til Langesømessen på det fynske slot Langesø nær Morud vest for Odense.
Men når messen på torsdag slår dørene op for 28. gang, har de vante rammer fået en opgradering. Heriblandt bliver Skov- og Teknikmessen fremover, som ellers afholdes hver fjerde år på Langesø, integreret i Langesømessen. Og der er i den forbindelse lavet et nyt skov- og teknikspor.
I år er indgangen ved slottet også ændret for at fordele gæsterne mere jævnt på messearealet. De besøgende kommer således ikke længere ind i næsten samme område som udstillerne, men vil i stedet ledes ind igennem slotsparken.
Trods de nye ændringer, som også tæller et foredragstelt ved søen, hvor udstillere og andre fagfolk kan indvie de besøgende i nye produkter og ny viden, så løber arrangementet, som det plejer, stadig kun over én dag.
Messen åbner klokken 9 i de naturskønne omgivelser, og udover besøg på de mange stande frem til messen lukker klokken 17.00, vil der traditionen tro være danmarksmesterskab i udkørsel, kåring af Danmarks flotteste juletræ, »skills-konkurrence« for skovelever og meget mere.
Hans Berner, der er direktør for Langesø Gods og arrangør af messen, forventer, at antallet af betalende gæster lander på 3.000 som de senere år, og det samme med antallet af udstillere, hvor der i skrivende stund er tilmeldt omkring 130.
Langesømessen
Den 28. fagmesse for juletræer og pyntegrønt:
Dato: | Torsdag den 15. august |
Åbningstid: | Kl. 9-17 |
Sted: | Langesø Gods, Langesøvej 144, 5462 Morud |
Billetpris: | 150 kroner inkl. katalog |
Forplejning: | Der kan købes frokostbillet i indgangen. Desuden salg af sandwich, pølser, kaffe, mm., under hele messen |
Aktiviteter: | Cirka 130 udstillingsstande, demonstrationsparceller med kemisk ukrudtsbekæmpelse, kåring af »årets juletræer«, DM-udkørsel, m.m. |
Arrangør: | Langesø Gods (www.langesoe.dk) |
dbj