Radrenser-renæssance

Kæmpe interesse for jordbehandling og mekanisk ukrudtsbekæmpelse på ugens udstilling i Hannover. Horsch er klar med en radrenser efter gammelkendte dyder, men med moderne kamerastyring og gps-teknik.

Jens Christoffersen (tv) har på Multiva-standen besøg af den fynske forhandler Per Knudsen, indehaver af Axel Knudsen Maskinforretning ved Middelfart. I forgrunden den 6 meter Topline Super XL S-tandsharve med 9 buller. Foto: Erik Hansen - Med gps-udstyret kan også de mindste L-line gødningsspredere nu få glæde af digitale tildelingskort og dermed sektionstildeling i marken, påpeger Michael Lond fra Bogballe. Foto: Erik Hansen

De 27 messehaller på Agritechnica er fyldt med helt nye maskiner. Men også nyheder baseret på gammelkendte redskaber. Et eksempel er på den store Horsch-stand, som leder tankerne tilbage på Taarup eller Stegsted-radrenserne i gamle dage, blot i en helt anden dimension og med gps-udstyr.

- Vi har rigtig mange forespørgsler på mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og skal levere flere af disse radrensere, så snart de er klar fra fabrikken, fortæller produktspecialist Arne Gejl fra den danske Horsch-importør Stroco Agro, og viser den 12 meter brede radrenser, som har præcis kamerastyring og sektionsløft på gps-basis.

Redskabet har potentiale for både økologer, planteavlere og maskinstation til afgrøder som majs, roer og spinat, ligesom korn med 25 centimeters rækkeafstand kan renholdes med den brede radrenser.

I det hele taget spiller nye jordbehandlingsmetoder og færre hjælpestoffer ind på udviklingen og interessen for landbrugsmaskiner.

- Jordbearbejdning er det helt store tema hernede, understreger Arne Gejl, der ser frem til at møde rigtig mange danske kunder i ugens løb.

Mere direkte

Det samme lyder på standen med de finske Multiva-redskaber.

- Bliver man ved med at pløje, eller ser vi endnu mere direkte såning? Seneste opgørelse fra Danmark Statistik viser jo, at det pløjefri areal er øget med 26 procent.

- Vi har her et godt bud på en effektiv harve til øverlig jordbehandling inden såning i efteråret. Eller som effektiv ukrudtsbekæmpelse med fuld gennemskæring som såbedsharve, siger produktspecialist Jan Christoffersen fra Multiva Danmark, og viser en seks meter bred S-tandsharve med ni buller.

De otte danske forhandlere, som får Multiva-maskiner direkte fra Finland, har også et bredt program af direkte såmaskiner, ligesom den finske fabrik også producerer vogne.

Også han ser frem til at møde de mange danskere på standen i ugens løb.

- De fleste er potentielle kunder og kommer godt forberedte. Derfor er det svært at overraske landmændene med noget helt nyt, påpeger Jan Christoffersen.

Gps-spreder til mindre brug

Hos den kendte danske producent af gødningsspredere, Bogballe, er der blandt andet en ny L-serie, der i arbejdsbredder fra 10 til 24 meter kan sprede både gødning, sneglemidler eller efterafgrøder.

Beholderindholdet er fra 500 til 2050 liter, og alle modeller fra de mindste til de store kan anvende gps-udstyr.

- Det vil sige, at også små og mindre landbrug kan få gavn af sektionskontrol via gps-tildelingskort. Det hele styres af en helt almindelig android-tablet med den gratis Bogballe-app, og derfor fås udstyret for kun 15.000 kroner, fortæller produktspecialist Michael Lond, som har 19 års erfaring hos den danske fabrik, og som især har Central- og Østeuropa som sit arbejdsfelt.

Han venter stor interesse for L-serie, især fordi halvdelen af verdens traktorer stadig har under 100 hestekræfter.

erik@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 28

Læs også