Kommune får ret i vejstrid

Vejen Kommune har fået Vejdirektoratets blåstempling af, at det var i orden at ekspropriere svineproducent Martin Lund Madsens jord. En strid, der nu i et år har holdt Skovgårdsvej ved Vejen spærret.

Vejen Kommune har handlet helt efter bogen i forbindelse med ekspropriering af jord hos svineproducent Martin Lund Madsen. Det har Vejdirektoratet afgjort, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

For et år siden afgjorde Højesteret ellers, at ekspropriationen af Martin Lund Madsens jord var ulovlig. En ekspropriation, der var nødvendig i forbindelse med en udvidelse af en jernbanebro i forbindelse med elektrificering af det nærliggende jernbanenet. Og det fik efterfølgende Martin Lund Madsen til at iværksætte en spærring af Skovgårdsvej, der dermed ulovligt gik hen over hans jord ved jernbanen.

Lang proces

Efterfølgende valgte Vejen Kommune at ekspropriere vejen efter en paragraf i vejloven i stedet for loven om elektrificering af jernbanenettet. Igen klagede Martin Lund Madsen over afgørelsen, som Vejdirektoratet nu har sagt god for.

-  Det har været en lang proces, og vi er glade for, at vejen åbnes igen, siger borgmester i Vejen Kommune, til JydskeVestkysten, der tillige oplyser, at Martin Lund Madsen endnu ikke har nogen kommentarer til Vejdirektoratets beslutning.

john@landbrugsyd.dk
telefon 21 25 19 68

Læs også