Dansk Kalv-leverandør på mission som ambassadør for Danish Crown

5 kreatur- og 10 griseproducenter præsenterer deres produktion som ambassadører for Danish Crown til Åbent Landbrug 17. september. En af værterne ser dagen som en vej til at vise dansk landbrugs høje niveau for dyrevelfærd samt at øge interessen for dansk oksekød og Dansk Kalv.

Hold op, hvor bliver det spændende. Vibeke og Søren Søndergaard Jørgensen, leverandører af Dansk Kalv og kreaturer til Danish Crown fra Nørgaard ved Karby på Mors, ser frem til at slå dørene op til Åbent Landbrug søndag den 17. september.

- Vi deltager for første gang og glæder os helt vildt til at vise, hvor godt dansk kvæg har det på en konventionel gård. Ud over at vise det høje niveau af dyrevelfærd får vi en kok til at lave retter af Dansk Kalv og oksekød, så gæsterne kan lugte og smage på det gode kød fra vores dyr, siger Vibeke Søndergaard Jørgensen og fortsætter:

- Det kræver grundig forberedelse at være vært for Åbent Landbrug, men det er vigtigt, at vi i landbruget gør en ekstra indsats for at vise folk, hvad vi laver. Det kan afkræfte mange fordomme og misforståelser, siger Vibeke Søndergaard Jørgensen.

Sammen med sin mand er hun en af de 15 såkaldte ambassadører for Danish Crown. Et nyt tiltag, som begynder med Åbent Landbrug i år og skal videreudvikles og fortsættes til lignende begivenheder.

- Med afsæt i de gode erfaringer med vores besøgsslagterier er dette startskuddet til at aktivere ejerne i at vise Danish Crown som en global virksomhed med lokal forankring. Det er meget glædeligt at have et ejerskab, som åbner dørene for nysgerrige forbrugere, fortæller om de gode forhold i staldene og præsenterer det gode råvaregrundlag, som koncernens produkter bygger på, siger bestyrelsesformand Erik Bredholt.

Fantastisk idé

Som ambassadører har Vibeke og Søren Søndergaard Jørgensen – ud over koncernens vanlige bidrag til ejere, som deltager i Åbent Landbrug – fået et ekstra beløb. Det bruges på Nørgaard kød og betaling af kok. Varerne bestilles i koncernens netbutik, der åbner sidst i august.

- Ideen med ambassadørerne er fantastisk. Ikke kun fordi den synliggør Danish Crown og får selskabet tættere på forbrugerne. Med frokostretterne kan vi også vise de velsmagende produkter, kødet fra vores dyr bliver omsat til i håbet om at øge lysten til at købe dansk oksekød. Og så er maden et forsøg på at give de besøgende en helhedsoplevelse, påpeger Vibeke Søndergaard Jørgensen.

Smagsoplevelserne, som gæsterne kan købe, er Kælen Kalv og Charming Chili Cow – kendt fra Smukfest.

Ud over maden venter et væld af landbrugsrelaterede aktiviteter. Et område for børn og barnlige sjæle byder på halmlegeplads, hoppekøer, mulighed for at tage pedaltraktorkørekort og karameljagt i korn.

- Man kan også blive kørt ud til den mark, hvor nogle af vores kvier græsser og laver naturpleje. Vi vil gerne have, at folk tager herfra med en god oplevelse og en følelse af at have brugt noget af deres kostbare fritid godt, forklarer Vibeke Søndergaard Jørgensen, der gerne vil vise dansk landbrugs bredde.

- Derfor vil vores gæster også kunne få en snak med bl.a. besætningens dyrlæge, biavlere, jægere samt folk fra den lokale maskinstation, Landboungdom og Morsø Landbrugsskole, siger Vibeke Søndergaard Jørgensen.

Uanmeldte gæster er velkomne

Tidligere på sommeren fik man på Nørgaard uventet besøg af nogle familier fra Sjælland, der var i sommerhus på Mors.

- De havde set annoncer for Åbent Landbrug og troede vist, at det foregik hver dag. I alt havde vi 35 gæster i løbet af en uge. Jeg brugte nogle timer på at vise dem rundt og forklare dem, hvad vi laver, fortæller Vibeke Søndergaard, som fik aflivet en del af sine besøgendes fordomme.

- Gæsterne troede, at køerne var bundet. Derfor var de positivt overraskede over at se dels, at køerne går frit, har sand i sengebåsene og selv bestemmer, hvornår de vil malkes i robotten, dels at kalvene har god plads og går i dybstrøelse i stalden, husker Vibeke Søndergaard.

Åbent Landbrug havde sidste år 50 deltagende gårde, som i alt havde 86.000 gæster. I år deltager 63 gårde. Dagen arrangeres af Landbrug & Fødevarer. Begge instanser sikrer, at alle myndigheders krav og regler om sikkerhed, hygiejne og smittebeskyttelse ved omgang med dyrene overholdes.

Læs også