Nyt bæltedyr har slået sig ned i Vendsyssel

Maskinstationen Svend Aage Christiansen, Vendsyssel, har købt to nye mejetærskere til årets høstsæson. Den ene, en Claas Lexion 670 med bælter, var fra høsten blev skudt i gang ganske populær.

Maskinstationen Svend Aage Christiansen, som har afdelinger i Jerslev i Vendsyssel og Terndrup i Rebild, har til denne sæson valgt en meget kærkommen investering.

Bæltedyret, Claas Lexion 670, har i hvert fald fået vist sin kunnen i meget bløde marker, hvor der enkelte steder har stået blank vand på markerne.

- Vi har altid ønsket os en bæltemejetærsker, og så bød lejligheden sig, hvilket jo er ret heldigt i en sæson som denne, fortæller Niels Jørgen Sørensen, som er kørselsleder i virksomheden.
Mejetærskeren har de seneste uger været så populær, at den hurtigt fik høstet tre nye kunder, som maskinstationen ikke plejer at køre ved, og siden er ventelisten blevet længere og længere i takt med et drilsk høstvejr.

Har taget svømmemærke

Claas Lexion 670 har kørt tre sæsoner, i alt 1.600 timer, inden den kom i stald ved Svend Aage Christiansen.

Den har bælter og 4-hjulstræk og har indtil nu ikke mødt for bløde marker i Vendsyssel.

- Vi har kørt, hvor vandet stod lige under aksene, og traktorerne måtte holde i enden af marken for ikke at køre sig selv fast, siger mejetærskerpilot Jacob Christensen.

Skærbordet er på 30 fod, maskinen er fuld-automatisk. Jacob skal kun indtaste, om han kører i hvede eller byg, og så indstiller maskinen sig selv.

Mejetærskeren har et vario-skærbord, hvor knivene kan skydes frem, så den også kan høste raps.

7,2 tons triticale pr. hekt

En af sommerens opgaver har været i Hou i Øst-Vendsyssel, hvor planteavler Anders Michaelsen efterspurgte en mejetærsker, som kunne køre steder, hvor der kunne risikere at blive blødt.
Han fik hentet sit triticale i land. 19 procent vand og omkring 7,2 tons korn pr. hektar.

Efter triticalen i Hou venter der bæltedyret 200 hektar hvede samme sted.

- Det er virkelig en dejlig maskine. Den kører meget mere jævnt end en almindelig mejetærsker og nærmest flyder hen over huller i marken, siger mejetærskerpiloten Jacob.

To nye tærskere 

Svend Aage Christiansen har også købt en 35-fods Claas Lexion 760 med 4-hjulstræk, så de i dag råder over tre Claas mejetærskere og to New Holland maskiner.

De to nyindkøbte mejetærskere er købt ved Almas i Brønderslev.

​Foruden 340 hektar planteavl, driver Anders Michaelsen virksomheden Planteteknik. En virksomhed som blandt andet sprøjter og sår for kunder. 

Læs også