Når hjertet galopperer før rideturen

Frygt og utryghed ødelægger rideglæden for mange ryttere. Merete Stenner Nielsen fra Freltofte afholder kurser for utrygge ryttere.

En hurtig galop ud over stepperne kan være en berusende oplevelse. Men for mange ryttere er bare tanken om den vilde flugt på hesteryg nok til at give sved på panden og hjertebanken. Mange ryttere er i virkeligheden bange for at ride på deres heste.
- Hvis der var lige så mange, som var bange for at spille fodbold, ville de holde op med at spille fodbold og nøjes med at gå ned på stadion søndag eftermiddag med en pølse og en fadøl i hånden og se de andre spille, siger Merete Stenner Nielsen, som er uddannet agronom fra KVL og rideinstruktør fra Blue Berry Hill.
De seneste fem år har hun holdt onlinekurser for utrygge ryttere og i den forbindelse lavet en undersøgelse blandt kursisterne, som viser, hvad rytterne især er bange for i forbindelse med ridningen.

Når hesten bliver urolig

Det problem, som to tredjedel af rytterne i undersøgelsen slås med, er, når hesten bliver urolig. En anden udfordring er at ride tur, hvilket ifølge Merete Stenner giver god mening, fordi turridning ofte indeholder mindre forudsigelighed en for eksempel ridning på bane.
- For 10 år siden var det et tabu at være bange for at ride. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag ved vi, at rigtig mange ryttere i større eller mindre grad er bange for omgangen med deres heste. Det spænder lige fra utryghed ved at strigle og sadle op til galoppen udover stubmarken, siger Merete Stenner, som kender problemerne fra sig selv.
- Men, understreger hun, der er et eller andet med heste, som giver så meget igen, at man ikke kan lægge ridningen fra sig, selv om det gør ondt i maven, når man skal op på hesten.

Læs mere i LandbrugFyn - temaet heste

Læs også