Rådgivningsvirksomhed indgår samarbejde med dyrlæger

LMO Kvæg og Dyrlægerne Himmerland Kvæg har skudt gang i et tæt samarbejde, som skal styrke den tværfaglige rådgivning i områdets mange kvægbrug.

LMO Kvæg har som en indsats i LMO Full Line Aars indgået et strategisk samarbejde med Dyrlægerne Himmerland Kvæg. Målet er, at tilbyde kvægproducenterne fælles fokus på produktion og sundhed i deres bedrift:
- Målet er, at samarbejdet mellem kvægrådgiver og dyrlæge skal skabe mere værdi for den enkelte landmand. Der er fokus på at se potentialer såvel som udfordringer fra flere faglige vinkler, og derigennem rådgive landmanden til at træffe de mest optimale beslutninger, fortæller direktør for Dyrlægerne Himmerland Kvæg, Ninna Westphael.

Et led i projektet Full Line Aars

Samarbejdet er led i LMO’s projekt Full Line Aars, der betyder en udvidelse og optimering af LMO’s tværfaglige rådgivning i Himmerland. Christian Friis Børsting, der er er chef for LMO Kvæg, glæder sig over det nye samarbejde.
- Det er endnu et tilbud til kvægbrugerne i Himmerland, som er en udløber af, at LMO nu har et full line kontor i Aars. Ud over at kvægbrugerne nu kan få økonomi-, planteavls- og kvægrådgivning fra LMO i Aars, så opbygger vi et tættere samarbejde med dyrlægerne til gavn for områdets mange kvægbrug, siger Christian Friis Børsting.

Stor indsats mod Salmonella

LMO’s kvægchef påpeger, at der i Himmerland stadig er en del besætninger, der er i Salmonella status 2. På dette område gør dyrlægerne en stor indsats for at hjælpe de enkelte mælkeproducenter.
- Vi som kvægrådgivere diskuterer også løbende det daglige management med mælkeproducenter og deres medarbejdere. Derfor er dette område et af mange eksempler på, at det er vigtigt, at dyrlæge og kvægrådgiver samarbejder for at opnå det bedste resultat for den enkelte mælkeproducent, siger LMO’s kvægchef.
Direktøren for Dyrlægerne Himmerland Kvæg understreger, at der findes uanede mængder af data og nøgletal, der beskriver situationen og udviklingen i en kvægbesætning.
- Samarbejdet mellem kvægkonsulent og dyrlæge skal bidrage til, at de to rådgivere sammen fokuserer på de væsentligste nøgletal for at holde fokus på de områder, hvor den enkelte kvægbruger har potentiale til en bedre indtjening, konkluderer Ninna Westphael.

Læs også