Mesterkok får pris for sit bidrag til dansk gastronomi

Francis Cardenau modtager ’Den Dybe tallerken’, der er Dansk Fødevare Forums kvalitets- og innovationspris. Mesterkokken får prisen for sit store og mangeårige bidrag til dansk gastronomi.

- Francis Cardenau tildeles prisen for sit engagement, sin holistiske tilgang til fødevarer og omverden samt en vedholdende indsats for at bringe innovation ind i fødevareindustrien uden at gå på kompromis med kvalitet og sit gastronomiske brand.

Sådan sagde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, da han onsdag aften uddelte innovationsprisen 'Den Dybe tallerken’ til Francis Cardenau.

Mesterkokken får Dansk Fødevare Forums kvalitetspris for sit mangeårige bidrag til dansk gastronomi, og fordi han igennem sine snart 25 år i Danmark har været en inspiration for hundredvis af unge gastronomer.

Francis Cardenau var køkkenchef, da den første restaurant i Danmark fik 2 Michelin-stjerner (den daværende ’Kommandanten’, red.). Senest har Francis Cardenau også repræsenteret Danmark, som dommer ved det uformelle verdensmesterskab for kokke ’Bocuse D’Or’ i Lyon.

- Hans utrættelige arbejde for den gode smag og de gode råvarer er beundringsværdig, og Francis har været en katalysator for dansk gastronomi og ydet et værdifuldt bidrag til innovation i fødevareindustrien, sagde Esben Lunde Larsen videre.

Der er ingen tvivl om, at Francis Cardenau er afholdt blandt sine kokke-kolleger. I indstillingen lød det blandt andet, at: 'Francis er, ud over at være en fantastisk dygtig kok og en inspirerende køkkenchef, et vidunderligt positivt menneske, hvis smittende energi altid er en oplevelse.’

- Med prisen følger håbet om, at Francis Cardenau fortsat vil være med til at den drive og præge den gastronomiske scene og ”Fødevare-Danmark” mange år endnu, sagde formand for Dansk Fødevare Forum, Mette Jasper Gammicchia.

Selv siger Francis Cardenau:

- Jeg er både stolt og beæret over, at en ”tilflytter” kan opnå prisen. Og jeg er meget ydmyg overfor at have vundet den i et meget skarpt felt.

Læs også