Helt nyudviklet selvkørende sprøjte fra John Deere

Med udviklingen af sin R4050i samler John Deere stort set al kendt sprøjteteknologi op fra bunden og tilsætter den dertil stor komfort og manøvredygtighed. Sprøjten demonstreres i Danmark i denne uge og kommer i produktion fra januar 2018.

Den ventede John Deere R4050i selvkørende sprøjte ruller i denne uge gennem Danmark. Maskinen blev i en ufærdig version vist frem på Agritechnica 2015 og er nu meget tæt på at være færdigudviklet.

- Det er en stor proces at udvikle en så avanceret sprøjte helt fra bunden, forklarer John Deeres hollandske sprøjtespecialist Eric Teuwsen, der er tilknyttet koncernens sprøjtefabrik i Horst i Holland.

- Nu er den på vej rundt i hele Europa på en præsentationsrunde, og der er kun få detaljer tilbage at justere. Vi sætter sprøjten i produktion fra januar 2018 og vil derfor være i arbejde til næste sæson.

Europa-Tour

Med start i Rumænien og demonstrationer i hvert af de østeuropæiske lande inklusive Baltikum, kom sprøjten via Sverige i går til Danmark.

Her var første stop Lystrup Gods ved Faxe, hvor den blev præsenteret for en indbudt kreds af driftsledere og sprøjteførere. I dag tirsdag er det Semler Agro i Odense, der er vært, hvorefter sprøjten fragtes til Semler Agro i Brønderslev, mens den torsdag præsenteres hos Herborg Maskinforretning i Herborg, før det går videre mod Holland og Belgien.

- Individuelle hjulophæng, fuldhydraulisk fremdrift og en komfort, der holder føreren frisk over en hel arbejdsdag. Det er vigtigt, da sprøjten er den maskine på bedriften, der kører flest timer i løbet af året, fortæller Eric Teuwsen.

Opkoblet konstant

John Deeres store satsning på at kunne være opkoblet, opsamle og sende data samt indbygget gps-funktioner, så køretøjet ledes den mest hensigtsmæssige vej fra opgave til opgave, er forberedt i detaljer i den nye sprøjte.

- Vi har interesseret os meget for alle de forberedelser, sprøjteføreren må gøre sig for at løse opgaven. Hurtig transport fra opgave til opgave, hurtig igangsætning, når man kommer til marken, hurtig fyldning af sprøjten og alle andre forhold, der sikrer høj effektivitet under sprøjtearbejdet, der ofte foregår under tidspres på grund af vejr og vind, siger Eric Teuwsen.

Mange ting er automatiserede, så føreren kan holde sin opmærksomhed på de vigtigste.

- For eksempel løfter bommen sig automatisk, når der bakkes. Eller når der sættes i gang, er der lynhurtigt korrekt på alle dyser, fordi væsken ledes dertil ad begge veje i det cirkulerende væskesystem i bommen.

Bomstyring

Rentvandssystemet har sin egen pumpe og hjælper til med at tanke vand, når der fyldes på sprøjten. Fyldning af sprøjten sker automatisk og kontrolleret samtidigt med, at sprøjteføreren arbejder med kemipåfyldning.

Den sprøjtebom, der vises i Danmark er en 36 meter kulfiberbom. Et materiale, der både i styrke og letvægt langt overgår både aluminium og stålbomme. Det viser sig blandt andet i en rolig og næsten flydende stabilitet uden frem- og tilbagegående bevægelser, ligesom højdestyringen er sikret med bomsensorer. For eksempel reagerer bomsensoren med et hurtigere løft, hvis den registrerer en forhindring tæt på sensoren, mens den løfter langsommere, hvis forhindringen er længere fra sensoren.

Individuelt hjulophæng

John Deere vælger med sin 5.000 liter væskekapacitet at holde vægten nede på sin selvkørende sprøjte.

Imidlertid har John Deere også et stort fokus på effektiv marktid, hvorfor den selvkørende sprøjte med en transporthastighed på 40 kilometer i timen også er forberedt til at have en op til 10.000 liter vandvogn med sig.

Sprøjten kan fås med træk, så det er nemt at sætte en vandvogn fra sig ved markkanten. Og ikke at forglemme, meget hurtigt at fylde sprøjten op derfra.

Den nye selvkørende sprøjte vises naturligvis i den færdige version på Agritechnica og kan leveres fra fabrikken i Holland fra næste sæson.

Læs også