- Det bliver et enormt godt skue

Alle stande er fyldt, og der har måttet ekstra kapacitet til for at huse alle hestene. Også fødevareudstillingen er rekordstor, oplyser dyrskuechefen forud for weekendens skue.

Der bliver masser at glæde sig over for både landmænd, byfolk og alle øvrige, som tager på dyrskue i den kommende weekend.

- Det bliver ganske enkelt et enormt skue, hvor både landbruget og forbrugerne vil kunne hente en masse inspiration og viden. Derfor håber vi på opbakning til denne store fynske event, der stables på benene helt uden tilskud, og ikke mindst på basis af en masse frivillige kræfter og engagerede udstillere, påpeger den ansvarlige chef for Det Fynske Dyrskue, Gitte Nyberg Bech.

Hver en kvadratmeter vil være fyldt på dyrskuepladsen midt i Odense, og hun understreger, at der ved at rykke rundt også er fundet plads til de maskin- og erhvervsudstillere, som i sidste øjeblik har tilmeldt sig.

- Der har været en positiv stemning forud for skuet, og det lyser ud af firmafolkene omkring landbruget, at de vil os gerne. Og med en fyldt plads kan vi på den måde også vise omgivelserne og kommunen, at vi vil det her, siger dyrskuechef - med en hentydning til debatten om dyrskuepladsens fremtid.

Rekord af heste

Det er også lykkedes at etablere tilstrækkeligt med staldpladser til de omkring 50 heste, som stod på venteliste, efter de første 300 oprindeligt planlagte pladser var blevet besat på rekordtid, inden tilmeldingsfristen udløb.

De samme gælder området med fødevareudstillingen, hvor der også er indløbet flere tilmeldinger end kalkuleret, og hvor der dermed ligeledes er rekorddeltagelse.

Læs alt om dyrskuet i denne uges LandbrugFyn

Læs også