Danskere vil slå verdensrekorden i hvedeudbytte

Et hold professionelle danske plantespecialister har sat sig for at slå verdensrekorden i hvedeudbytte. Den nuværende rekord er på 16,791 tons pr. hektar og er fra New Zealand. Holdet bag projektet har valgt at kalde forsøget for »Projekt GWR 18«.

For at en eventuel rekord skal være gyldig, skal den være tilmeldt til Guinness World Records (GWR). Arealet skal være på mindst 8 hektar og vejning skal foretages på godkendt kontrolleret vægt. Projektet er tilmeldt GWR og kan således startes op i dette efterår.

- At slå verdensrekorden kræver at alle faktorer flasker sig. Der er kun en lille chance for at nå målet, men den chance forfølger vi. Vi har et af verdens bedste klimaer for hvededyrkning. Det har vi glemt gennem en generation af begrænsninger og mismod. Vi vil gerne bevise, at vi har forholdene og viden til at tage verdensrekorden, udtaler initiativtager og tovholder, Vagn Lundsteen, AgroBalance.

Som at rejse til månen

- At slå verdensrekorden, er som at planlægge en tur til månen. Der er en lang række forhold, der er afhængige af hinanden for at nå målet. Og for at blive i månelandingstemaet, så kan vi ikke alle rejse til månen. Men vi har alle draget nytte af de erfaringer, opfindelser og opdagelser, der blev gjort undervejs til målet, siger Vagn Lundsteen.

- Projektet er besluttet og vi er tilmeldt Guinness World Records. Logo er tegnet. Placering er besluttet. Holdet er sammensat. Strategien er lavet. Men vi kan ikke på nuværende tidspunkt offentliggøre mere om projektet, slutter Vagn Lundsteen.

Læs også