Gråkjær har indledt DLG-byggeri i Bårse

Første spadestik er taget til ny kontorbygning i Bårse, der bliver centrum for alle DLG-aktiviteter øst for Storebælt.

Som led i en større strukturtilpasning har DLG Øst tidligere proklameret, at al administration, salg og drift skal samles i afdelingen i Bårse i Sydsjælland, der fremover bliver base for i alt 85 administrative medarbejdere.

Disse planer er kommet et synligt skridt videre. Første spadestik til en ny kontorbygning på i alt 700 kvadratmeter – to etager á 350 kvadratmeter – er således netop blevet taget.

Det nye byggeri, som Gråkjær A/S står for, skal opføres ud mod landevejen mellem Næstved og Præstø og kommer med en afstand på 10 meter til at ligge parallelt med den nuværende bygning, der også huser en Land & Fritid-afdeling. De to bygninger bliver forenet med en gangbro.

- Hvis byggeriet går efter planen, er der rejsegilde primo september, og vi kan flytte ind i de nye lokaler inden jul, beretter direktør i DLG Øst, Knud Rasmussen, og oplyser, at DLG Øst samler trådene for at følge strukturændringerne i landbruget.

Borgmester med DLG-fortid  

Planerne om at gøre Bårse til centrum for alle DLG’s aktiviteter øst for Storebælt kommer til at gå ud over afdelingerne i Ringsted og Maribo, der begge flyttes til Bårse

- Vi får færre og større kunder, og det kræver en helt anden type kompetencer hos os og en anden struktur, forklarer Knud Rasmussen og understreger, at DLG Øst bevarer de mange kornmodtagelsescentre og Land & Fritid-butikker, der tilsammen beskæftiger omkring 80 ansatte rundt omkring på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Knud Rasmussen tog det første spadestik sammen med borgmesteren i Vordingborg Kommune, Michael Seiding Larsen (V), der for kun godt tre måneder siden overtog borgmesterposten efter gårdejer Knud Larsen.

Det var faktisk første gang, at Vordingborg-borgmesteren var med til at indlede et nyt byggeri med det første spadestik, og debuten foregik bemærkelsesværdigt på hans tidligere arbejdsplads.

- Jeg begyndte i 1998 som logistikelev her i DLG, hvor jeg siden blev i 15 år frem til 2013, fortæller Michael Seiding Larsen, der kom i ekstra god tid for at hilse på sine tidligere kollegaer.

Læs også