Vallekilde kåret som Årets Landsby 2017

Landdistrikternes Fællesråd og foreningen Landsbyerne i Danmark har kåret Vallekilde i Odsherred som Årets Landsby.

Et stærkt fællesskab og mange borgere, der interesserer og engagerer sig i at skabe et velfungerende lokalsamfund med fokus på digitalisering. Det er nogle af kendetegnene ved landsbyen Vallekilde, der er blevet kåret som Årets Landsby af Landdistrikternes Fællesråd og foreningen Landsbyerne i Danmark.

Det er ildsjælenes digitale påfund, der i år bliver hyldet med prisen som Årets Landsby. Årets tema er nemlig »Den Digitale Landsby«, og det påpeger bedømmelseskomiteen, at den nordvestsjællandske landsby om nogen har levet op til.

- Vi har valgt at kåre Vallekilde, da landsbyens beboere har valgt en lidt skæv tilgang i deres pragmatiske løsninger med for eksempel en facebookgruppe med en virtuel grejbank, hvor man kan låne alt fra en stige til en bagemaskine af hinanden, siger Annette Vilhelmsen, formand for bedømmelseskomiteen for Årets Landsby.

Samarbejde og fællesskab


Ildsjælenes arbejdskraft har udover den virtuelle grejbank blandt andet resulteret i en interaktiv plakatsøjle og et bylaug med mobilepaybetaling. Byen har også fået sin egen virtuelle borger, den fiktive Gerda Lyhn, som fortæller om sine oplevelser i landsbyen i en række audiowalks, der kan hentes på Soundcloud.

- Vallekilde har vist en evne til at sætte særligt fokus på samspillet mellem bosætning, demokratisk dannelse og digitalisering, hvilket har medvirket til et øget samarbejde og fællesskab i byen, siger Annette Vilhelmsen, som oplyser, at Vallekilde fejres ved en officiel kåring lørdag den 2. september. 

Det er i år 21. gang, at Årets Landsby kåres, og de øvrige finalister, der kæmpede om at blive Årets Landsby 2017, var Ansager i Varde Kommune og Over Jerstal i Haderslev Kommune, der blev henholdsvis nummer to og tre.

Læs også