Dyrene strømmer til Kimbrerskuet

Der er så mange tilmeldte dyr til årets Kimbrerskue i Aars, at der må findes ekstra staldplads.

DYREUDSTILLINGEN Tilmeldingerne til årets Kimbrerskue er væltet ind i år. Der er faktisk kommet så mange, at det bliver nødvendigt at etablere ekstra staldplads ude bag messecentret.
- Der er i år en fantastisk stor opbakning til skuet. Det er dejligt, at så mange har lyst og mulighed for at rykke en dag ud af kalenderen og tilbringe den i konkurrence og socialt samvær med kolleger og samtidig være med til at markedsføre dansk landbrug overfor forbrugerne, lyder det fra Hans Ulrik Lund, formand for Kimbrerskuet.
Efter et par år med vigende antal dyr er der i år markant fremgang for alle dyreracer. Der er med 79 tilmeldte malkekøer dobbelt så mange som sidste år. De mange malkekøer kommer til at kæmpe om titlen som »Miss Himmerland« med en pengepræmie på 3000 kroner sponsoreret af DLG Nordjylland.

Nordeuropas største

Bedste kødkvægsdyr får 2.000 kroner, ligeledes sponsoreret af DLG Nordjylland, og der bliver kamp om den flotte præmie. Kødkvæget har nemlig taget et gevaldigt spring med en stigning på 75 procent fra 85 dyr sidste år til hele 149 styk i år. Den franske race Charolais tegner sig for halvdelen af dyrene med 74 styk i alt.
- Det er rigtig flot og gør Charolaisudstillingen til en af Nordeuropas største – hvis ikke den største. Vi skal til lande som Irland, England og Frankrig for at se et større Charolaisskue. Derfor bliver det også en fransk dommer, der kommer til Aars for at bedømme alle disse dyr, lyder det fra Jonna Christoffersen, der er står for tilmelding af dyrene.
Udover Charolais er der ti kødkvægsracer - heraf to racer der ikke tidligere er set på Kimbrerskuet, nemlig Grauvieh og Piemontese.

105 heste

Hesteudstillingen har også i en årrække været inde i en svær periode, hvor der er tillagt få nye føl. For at tiltrække flere hesteudstillere har skuet tidligere åbnet op for udstilling af vallakker, og i år er der også åbnet op for udstilling af fritidsheste. Det vil sige heste uden afstamning. Det har betydet, at der i år er tilmeldt 105 heste fordelt på 17 forskellige racer mod 69 heste sidste år.
Især Islænderhestene overrasker positivt, idet de er gået fra 0 dyr sidste år til 19 styk i år. De er dermed på højde med Shetlandsponyerne, som møder med 20 styk.
- Desuden vil der i år blive vist et show ved Frieserheste på de udendørs baner, så der bliver rigtig meget for publikum at se på, lyder det fra arrangøren.

Største fåreudstilling i syv år

Hos fårene er der også glædelig nyt. For første gang i syv år har Kimbrerskuet nået en tilmelding på 62 dyr fordelt på 12 forskellige racer, hvoraf de 4 racer er nye på skuet – nemlig Blå Texel, Dorset, Ile de France og Såne.
Igen i år vil der blive udstillet både kaniner, fjerkræ og raceduer på skuet. Især kaniner og duer møder talstærkt op med et bredt udsnit af de forskellige racer.
Der er selvfølgelig også flotte præmier til bedste hest, bedste får/vædder, bedste fjerkræ og racedue samt bedste kanin. Det er Spar Nord Bank A/S og Land & Fritid, Aars, der sponsorerer de flotte præmier.
4H deltager sædvanen tro med heste – 13 styk – og en kalv.

Læs også