Her kommer far og søn med Grauvieh og Dexter

Tirol Grauvieh vil for første gang gå i ringen på årets Kimbrerskuet. Der kommer to dyr, som bliver udstillet af Emil Bjerregaard fra Bjørnstrup ved Aars. Han tager sin 8-årige søn med, som før første gang skal udstille sin dexterko Gia.

KØDKVÆG Emil Bjerregaard er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå, når han for første gang skal udstille to af sine Grauvieh-dyr på Kimbrerskuet.
Det er anden gang, han går i ringen med dyrene.
- Vi har udstillet på Landsskuet, så jeg er spændt på hvordan de reagerer på pludselig at være indenfor, siger Emil.
Emil udstiller den tre-årige Lægaard Kiara og hendes kalv.

Ny kødkvægsavler

Det med kødkvæg er nyt for Emil Bjerregaard, som kun har haft Tirol Grauvieh i to år.
- Jeg ville gerne have noget, alle andre ikke har. Jeg synes de er pæne og skiller sig ud.
Og det skal vises frem i Aars.
- Der er ikke så mange, der har dem, især ikke heroppe. Jeg vil gerne vise, hvordan de ser ud, at de har et roligt temperament og sagtens kan følge med de andre kødkvægsracer, siger han.
Sammen med sin søn Storm har de været faste besøgende på skuet, og så blev de enige om, at når nu de skulle derop alligevel, kunne de lige så godt tage lidt dyr med også.

En ko i fødselsdagsgave

Sønnen Storm er fuldstændig klar. Han skal udstille dexterkoen Gia, som han købte sidste år på sin fødselsdag for sine egne penge. Og i år, da han blev otte, kom grimen i hus.
Storm går i 2. klasse og passer sin skole i hverdagen, selvom han synes, det er lidt kedeligt. Han går til fodbold og spejder, og i weekenderne bruger han tiden på køerne.
- Sidste år på Landsskuet prøvede jeg at trække med en Dexter-tyr, fortæller Storm med lys i øjnene, og efter denne store oplevelse skrev Storm en dexterko øverst på sin ønskeseddel.
- Men sådan en kan man ikke bare få, så derfor måtte han bruge sparepenge og oveni ønske sig penge til sin fødselsdag, fortæller far Emil.
Derfor blev Storms 7-års fødselsdag afholdt på en mark på Djursland, hvor han skulle finde den helt rigtige ko, som blev Gia.

En ko koster mange penge

Men koen Gia kom ikke hjem alene.
- Jeg tror, det ville være synd for hende at gå rundt alene, siger Storm, og derfor forbarmede far sig, og gav halvdelen af prisen for den anden ko. - Men det var godt nok mange penge, far.
Emil nikker.
- Ja, men det skulle jo også være nogle ordentlige dyr, konstaterer han.

Træning

Lige nu koncentrerer Storm sig mest om at lære at trække med Gia og få hende til at stå pænt, mens han stiller spørgsmål til, hvordan man avler dyrene større.
Alt imens svarer far Emil på bedste vis og fortæller Storm, at Gia forhåbentlig får en kalv næste år.
- Og ved du hvad, den vejer kun 11 kilo, siger Storm imponeret.

Læs også