Fra borgmesterkontor til ejendomssalg i marken

66-årige Arne Sigtenbjerggaard har baggrund i landbruget og har mange års erfaring bag sig inden for lokalpolitik – senest som borgmester i Vejle Kommune. Nu er borgmesterkontoret skiftet ud med jobbet som rådgiver, mægler og salg inden for landbrugsejendomme hos EDC Landbrug Videbæk Ejendomskontor

Dåbsattesten siger 1951, og egentlig kunne 66-årige Arne Sigtenbjerggard sagtens have valgt et liv som pensionist hjemme på gården, da han først på året besluttede at overlade borgmesterposten i Vejle Kommune til en anden og yngre landmand og partifælle i form af Jens Ejner Christensen, (V).

Men omvendt er 66 år jo ingen alder, når man har masser af energi, erfaring og lyst til at kaste sig over nye udfordringer. Og det er præcist, hvad Arne Sigtenbjerggaard nu har gjort. Han er nemlig pr. 1. november blevet ansat som ny medarbejder hos EDC Landbrug Videbæk Ejendomskontor.

Hans arbejdsgiver er den jævnaldrende Poul Erik Nielsen, der er ejendomsmægler og indehaver af virksomheden, og som Arne har kendt siden soldatertiden - og ejendomsmægler Jan Vistisen. Sammen med kollegerne Jørgen Christensen og Morten Bak, udgør de landbrugsteamet i EDC Landbrug Videbæk Ejendomskontor, der er en del af EDC-kæden, hvor der lokalt også er afdelinger i Brande, Ølgod og Holstebro, der dog udelukkende beskæftiger sig med villa/hus.

EDC Landbrug Videbæk Ejendomskontor er, trods det lokalt klingende navn, landsdækkende, og med sit store lokale kendskab til det syd- og østjyske område, ser Poul Erik Nielsen, at man har et stærkt kort med Arne Sigtenbjerggaard på holdet:

-  Arne er en god mand at have i et område, som vi dyrker og gerne vil styrkes yderligere i.

Og Jan Vistisen er også overbevist om, at Arne Sigtenbjerggaard er den rigtige mand, at styrke holdet med:
-  Vi har en pæn markedsandel for landbrugsejendomme i hele landet. Og vi har mæglermæssigt altid brug for nogen med gode kontakter.
,
Arne Sigtenbjerggaard glæder sig til for alvor at komme i gang med sit nye job.

-  Det at skulle formidler – og jeg er jo god til at snakke. Og samtidig være med når den store beslutning skal tages, om en gård skal sælges. Ofte er det jo arbejdsplads, hjem og følelser, der er med, når beslutningen skal tages omkring, hvordan man bedst kommer videre, forklarer Arne Sigtenbjerggaard, der blandt andet ser de mange igangværende og kommende generationsskifter rundt omkring på landbrugsbedrifterne som en udfordring. En proces, han ivrigt selv som landmand har været igennem

-  For to år siden var det nærmest umuligt at tænke i generationsskifte, men hér i 2017 oplever vi jævnligt, at landmænd i 60´erne og op til 70´erne ringer og hører om mulighederne. Derfor er det også vigtigt med mæglere med livserfaring, supplerer Jan Vistisen.

Han oplever også stigende interesse fra unge kommende selvstændige landmænd, der især er interesserede i 1-2 mandsbedrifter, der beløbsmæssigt handles for mellem 20 og 30 mio. kroner, og hvor finansieringen ofte kan etableres ad flere kanaler i form af egen opsparing, banker, kreditinstitutter, familie og sælgerpantebreve.
 

Læs også