Landmændene bliver elektroniske

Agri Nord har fået over 160

nye kunder koblet på det elektroniske eRegnskab.

Det er slut med bunker af bilag og store tunge mapper, der skal sendes eller fragtes ind til regnskabskonsulenten.
I hvert fald for mange af Agri Nords kunder. 162 af dem har nemlig lige sagt ja tak til at få oprettet et e-arkiv i det elektroniske regnskabssystem eRegnskab.
- Dermed har vi oplevet en stigning på cirka 55 procent, fortæller digitaliseringskonsulent Anja Laustsen.

Slipper for print

Flere hundrede kunder er nu tilknyttet eRegnskab i Agri Nord i forhold til at bruge elektroniske kontoudtog. Over halvdelen af dem har nu også koblet e-Arkiv til, hvilket giver kunderne mange nye fordele.
Blandt andet slipper de for at printe bilag, sætte dem i mapper og sende eller køre mapperne til kontoret. Desuden slipper de for at sortere bilag i datoorden med mere.
- Det klarer programmet for dem, siger Anja Laustsen.


Interessen for det digitale vokser

Hun oplever en stadig stigende aktivitet omkring de elektroniske muligheder.
- Folk begynder at interessere sig mere og mere for de elektroniske muligheder, fortæller hun.
25 procent af de nye eArkiv-brugere har desuden været på et info-kursus i det nye program.
- Kunderne er overraskende villige til at ville udnytte de muligheder, der er i systemet – uanset alder, siger Anja Laustsen, der havde deltagere fra 25 til over 70 år på kurserne.
- De fleste ved godt, at det er den vej, tingene går, og at de på et tidspunkt er nødt til at lære at bruge de elektroniske redskaber, siger digitaliseringskonsulenten.
Hun er heller ikke længere nødt til at overbevise kunderne om, at det elektroniske regnskab er en god ide.
- Det gode budskab breder sig som ringe i vandet, og det er helt tydeligt, at vi ikke længere er nødt til at overbevise kunderne. De har hørt fra naboen, hvor godt det er, fortæller Anja Laustsen, der blandt andet oplever, at det at slippe for at føre kassebog er en stor lettelse for mange.
- Og overblikket har de stadig. Nu er det bare på skærmen, fortæller hun.

Alle kan bruge eArkiv

Det kræver ikke særlige IT-forudsætning at kunne bruge et e-Arkiv. Bare man kan videresende en mail, kan man føre sit regnskab digitalt.
- Hvis man selv lærer at føre kassebog i systemet, så kan man holde styr på sine regninger og få det store overblik digitalt, siger Anja Laustsen.
Når man er blevet endnu mere fortrolig med programmet, kan man selv lave alt klar til bogføring.

Læs også