Selvkørende roeoptagere kan give strukturskader

Den megen nedbør i år kan medføre strukturskader, når tonstunge selvkørende roeoptagere høster roer.

Skal man selv – eventuelt sammen med andre roedyrkere – investere i en optager, eller skal man lade maskinstationen klare opgaven. Det spørgsmål er der til stadighed dyrkere, der stiller sig selv. Og ikke uden grund.

- Har man selv maskine til rådighed, kan man køre, når man vil, og vejret er til det. Vælger man maskinstation, må man acceptere hvordan og hvornår arbejdet udføres. Til gengæld ofte til en anden – og billigere pris, lyder det fra maskinkonsulent Søren Geert-Jørgensen fra VKST.

- Man bør i hvert enkelt tilfælde, når man gør sig disse overvejelser, sætte sig ned og få regnet på det. Man kan ikke bare sige, at det ikke kan betale sig, eller vi gør, som vi plejer. Regn på det, og gerne med assistance fra min kollega, Christian Rabølle eller mig selv, anbefaler Søren Geert-Jørgensen.

 

Langsigtet problem

Aktuelt om årets roekampagne, siger Søren Geert-Jørgensen videre, at den byder på store udfordringer.

- De store mængder vand, vi har fået hen over sommeren og efteråret, betyder, at det mange steder er svært at køre, og vi oplever samtidig, at jorden pakker sammen, når de mange tonstunge maskiner har været inde over arealerne.

Og netop jordpakning er et langsigtet problem, pointerer Søren Geert-Jørgensen og uddyber:

- Vi ved, at de store selvkørende roeoptagere giver store strukturskader i jorden. I overjorden ser man skaderne med det samme og de kommende nærmeste år. Anderledes er det med den skade, der sker på underjorden. Det er ofte langtrækkende skader, som vi ser effekten af mange år frem i tiden.

Læs mere på side 16 i LandbrugØst i uge 49, der allerede nu er på nettet - klik her

Læs også