Arrangementet afvikles i Allerup, Bindekilde, Enemærket, Såderup og Vejstrup. På kvæggården Troelsmose ved Blommenslyst er det blevet aflyst
På
søndag den 20. september slår fem forskellige landbrugsbedrifter rundt
omkring på Fyn klokken 10-16 stalddørene op og byder velkommen til det årlige "Åbent Landbrug" arrangement, som Landbrug & Fødevarer afvikler over hele landet.
På Gl. Krogaard ved Ullerslev byder Sophia og Palle
Bjerggaard Hansen velkommen til deres kvægbedrift, hvor de sammen med to elever
passer deres 220 jerseykøer. Tillige
driver de 125 ha jord med græs, majs og korn.
Hos Hanne og Jens Jørgen Madsen, Allerup Skovgaard ved
Odense, handler det om mink. I dag har familien 2.800 minktæver på Allerup
Skovgaard og yderligere 5.000 på to andre farme.
Mette og Henrik Rasmussen, Enemærket Kalveproduktion ved
Otterup, driver en produktion med kalvekød af jerseykalve, der hentes ved fire
lokale mælkeproducenter, når de er 14 dage gamle. Kalvekødet afsættes til
private via Enemærkets egen gårdbutik.
Hos Connie og Peder Dreyer på Bindekildevej i Odense SV
kan man opleve økologisk kødkvæg og gårdbutik. Parret har haft gården siden
1987 og har dyrket jorden økologisk siden omlægningen i 1995.
På Magerholm ved Vejstrup driver Anette og Niels Rosenbek
Mortensen en æbleplantage. Med hjælp fra forskellige sæsonarbejdere til at
beskære og plukke æbler høstes 1.400 tons frugt pr. år, 10 procent af frugten
bliver lavet til most. Resten afsættes til butikskæder. Der er 35,5 ha med
æbletræer og 5,5 ha med pærer.
Alle steder er der åbent for publikum fra klokken 10 til 16.
Det oprindeligt planlagte arrangement på kvæggården Troelsmose i Gundersø ved Blommenslyst er blevet aflyst.