Torben Povlsen genopstiller

Den østfynske svineproducent og Centrovice's næstformand er klar til at tage endnu en tørn i Landbrug & Fødevarers bestyrelse.

Når der skal stemmes kandidater ind i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarers bestyrelse på delegeretmøde den 5.-6. november i Herning, genopstiller svineproducent Torben Povlsen som kandidat.

48-årige Torben Povlsen, som driver en større svineproduktion i Sentved på Østfyn, har det sidste år siddet i Landbrug & Fødevarer’s primærbestyrelse, og han mener, der fortsat er brug for gå på mod og markante meninger i organisationens bestyrelse.

Hvis Torben Povlsen bliver valgt som et af de fire fritvalgte bestyrelsesmedlemmer, er det ønsket om at kunne påvirke erhvervets rammevilkår, herunder at skabe grundlag for flere arbejdspladser, der fylder mest:

- Med den aktuelle situation i landbruget, er der masser at kæmpe for, hvis erhvervet skal have rimelige forretningsvilkår, så eksisterende landmænd har troen på at blive i erhvervet, og nye har mulighed for at starte op. Det vil jeg gerne gøre mit til. Og så mener jeg, at fødevareminister Dan Jørgensen har godt af at møde fynsk modspil i Landbrug & Fødevarers bestyrelse, siger Torben Povlsen med et glimt i øjet.

Ud over Landbrug & Fødevarers bestyrelse er Torben Povlsen næstformand i Centrovice, samt medlem af Danish Crowns repræsentantskab.

Læs også