DC-tilskud skal skaffe en halv million flere slagtesvin

Andelshavere, der opfører en ny slagtesvinestald, får stillet en garanti på et dækningsbidrag pr. slagtesvin

Der skal produceres flere slagtesvin i Danmark.

Det er baggrunden for, at Danish Crown mandag melder ud, at man fra 1. oktober indfører en række tilskud til slagtesvineproducenter. Målet er i første omgang en halv million flere slagtesvin til koncernens danske slagterier.

- Med det her tiltag ønsker vi at sende det signal, at vi tror på en fremtidig slagtesvineproduktion i Danmark. Når vi spænder et sikkerhedsnet ud under vores andelshavere, som investerer i nye stalde og nye arbejdspladser, så giver vi også vores andelshavere en håndfast garanti på en minimumsindtjening, som de kan tage med til møde i deres finansieringsinstitutter. Det kan afgøre udfaldet, om det bliver et ja eller et nej til et nyt staldprojekt, siger næstformand i Danish Crown Asger Krogsgaard i en pressemeddelelse.

Danish Crown oplyser, at de nye tiltag betyder, at andelshavere i Danish Crown, som opfører en ny slagtesvinestald, får stillet en garanti på et dækningsbidrag pr. slagtesvin – beregnet på baggrund af VSPs gennemsnitlige beregning.

Ordningen omfatter også tilskud til nybygning af stalde i større omfang end hidtil.

Bedre rammevilkår

- Den her dækningsbidragsgaranti gør det ikke som sådan mere profitabelt at være slagtesvineproducent i Danmark. Men det skaber forhåbentligt en åbning for de svineproducenter, der gerne vil udvide, men som mangler finansiel opbakning og sikkerhed, lyder det fra Asger Krogsgaard, der fortsætter:

- Skal der for alvor skabes vækst og arbejdspladser inden for kødproduktionen i Danmark, skal politikerne levere nogle bedre rammevilkår, der nærmer sig vores nærmeste konkurrenters i for eksempel Tyskland, Sverige og Polen. Indtil det sker, gør vi i Danish Crown, hvad vi kan for at vende udviklingen.

Foreløbig har Danish Crown sat en grænse på tilskuddet til produktionen af en halv million slagtesvin. Bliver ordningen en succes, kan den udvides.

Sådan er den nye ordning ifølge Danish Crown skruet sammen:

- Der ydes en dækningsbidragsgaranti i syv år på 87 kroner/slagtesvin/år

- Garantien kan maksimalt udgøre 25 kroner/slagtesvin/år

- Derudover ydes en bonus på 15 øre/kg i fem år til slagtesvin, der produceres i nyopførte stalde

- Garantien dækker op til 500.000 stk. slagtesvin.

Læs også