Medlemmer ønsker mulighed for at vælge L&F fra

Underskrifter fra 100 landmænd blev fredag overrakt til formand for LandboSyd Mogens Dall.

De er utilfredse med den linje Landbrug & Fødevarer, L&F, har lagt – og de manglende resultater, det har medført. Til gengæld er de fuldt ud tilfredse med deres lokale forening LandboSyd og ønsker fortsat medlemskab hér.

100 sønderjyske landmænd har skrevet under på, at de – som tingene står nu – ønsker udmeldelse af L&F, men samtidig at beholde deres medlemskab af LandboSyd.

Fredag afleverede tre af landmændene, Jacob Sander-Larsen, Lars Bertram og Jens Ole Bladt på vegne af de 100 landmænd en mappe med underskrifter til LandboSyds formand, Mogens Dall.

Han modtog underskrifterne og lovede at han nok som budbringer skulle give dem videre til Landbrug & Fødevarer.

- Faktisk tror jeg, meget af det her kunne være undgået, hvis man havde fulgt LandboSyds linje fra start, konstaterede Mogens Dall.

Han oplyste, at han netop har talt med formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

- Det betyder, at alle medlemmer i LandboSyd vil blive inviteret til et lukket møde med Martin Merrild, hvor ordet er frit, fortalte Mogens Dall.

Læs også