Landmænd kan få nye lån

Rådgivningscenter Heden & Fjorden arrangerer en konference, hvor nye finansieringsmuligheder bliver præsenteret. Målet er at skabe vækst

2013 byder på nye finansieringsmuligheder for landmænd i Danmark.

Derfor står Rådgivningscenter Heden & Fjorden for en konference for banker og landmænd, hvor fokus er på vækst.  

- De seneste år har der været megen fokus på krise. Med kongressen ønsker vi at skifte kurs og sætte fokus på vækstmulighederne i dansk landbrug. Vækstfonden tilbyder nemlig fra i år nye muligheder for at låne penge, og vi mener, det kan være en god mulighed for nogle landmænd, lyder der fra udviklingsdirektør i Heden & Fjorden Hans Peter Bay.

Vækstfonden er en statslig investeringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed.

Rådgivningscenter Heden & Fjorden oplyser, at det tidligere kun har været muligt for Vækstfonden at opstille kaution, men ved lån over to millioner kroner kan landmænd nu låne penge af fonden i samarbejde med bankerne.

Blandt oplægsholderne er vicedirektør for lån og kautioner i Vækstfonden Rolf Kjærgaard og direktør i Landbrugets Finansieringsbank Jesper Lyhne.

Konferencen finder sted onsdag den 16. januar hos Heden & Fjorden i Herning. Sidste chance for tilmelding er den 14. januar.

Læs også