Udenlandsk kød truer danske forbrugeres sundhed

Dansk landbrug er duks, mens udlandet har overforbrug af antibiotika, påpeger dansk overlæge og ekspert i antibiotika. Han efterlyser bedre overblik over, hvor meget kød med multiresistente bakterier, der importeres til Danmark.

Politikerne gør ikke nok for at stoppe udenlandsk kød med for mange resistente bakterier i at finde vej til de danske kølediske, det mener professorer og overlæge ved Hvidovre Hospital Niels Frimondt-Møller, ifølge Radio24syvs morgennyheder i går fredag.

Et for højt forbrug af antibiotika i landbruget, kan give for mange multiresistente bakterier i madvarer, som kan overføres til mennesker, lød det på Radio24syv som henviste til nye tal, der viser, at danske landmænd nærmest er dukse i Europa, når det kommer til at give dyr og især svin antibiotika.

Alligevel flyder det nærmest ind over grænserne med svinekød fra Europa og fjerkræ fra asien, som er fyldt med multiresistente bakterier, fremgik det af udsendelsen.

Ny viden
- Man begynder at se nogle tal, der kommer frem derfra, der viser, at de bruger ekstremt meget mere antibiotika, end vi gør i Danmark. Danmark er nærmest en duks på det her område, siger professor og overlæge Niels Frimondt-Møller, Hvidovre Hospital, der forsker i brug af antibiotika og antibiotikaresistens.

- Vi har altid fokuseret meget på det danske landbrug, fordi det er der, vi har tallene. Vi har kikket der, hvor tallene var, erkender han overfor Radio24syv.

- Vi har ikke rigtigt kunne diskutere de andre, for vi har ikke vidst, hvad der blev brugt, siger han.

Ifølge 24syv får det antibiotika-eksperten til at efterlyse overblik over omfanget af importeret kød med resistente bakterier.

Læs også