100 pløjere kommer til Sdr. Nærå

Der deltager både unge og veteranpløjere, når der sidst i oktober afvikles dansk mesterskab i pløjning på Fyn.

Fyns LandboUngdom er vært for DM i pløjning 2011, der finder sted fra fredag den 28. oktober til og med søndag den 30. oktober på et areal, der er stillet til rådighed af gårdejer Niels Andersen, Smedegyden 2, Årslev.

Ved stævnet dyster både LandboUngdoms pløjere og veteranpløjere om at opnå titlen som danmarksmester i de respektive klasser.

Gustav Rabølle Knudsen, Rudkøbing, der er det fynske medlem af LandboUngdoms Landspløjeudvalg, oplyser, at tæt på 100 pløjere i alt deltager i DM-stævnet, heraf er ca. 40 LandboUngdoms pløjere, ca. 40 er veteranpløjere, seks deltager i en pløjedyst mellem forskellige plovfabrikker, og endelig afvikles også en pløjedyst mellem et antal landbrugsskoler.

Forsinket Fynspløjning
Hvilke pløjere, der skal repræsentere Fyns LandboUngdom, var ikke fastlagt, da dette nummer af Landbrug FYN gik i trykken. Som det vil være læserne bekendt, blev LandboUngdoms-Fynspløjningen den 10. september aflyst på grund af den sene høst. Fynsmesterskaberne er i stedet planlagt til afholdelse i weekenden den 1. eller 2. oktober.

Gustav Rabølle Knudsen forventer, at Fyns LandboUngdom vil være repræsenteret ved DM med to pløjere med standardplov og en med vendeplov.

Læs også