Maskinforretning udvider med Köckerling

MASKINER: Bredebro Maskinhandel ApS har 1. januar udvidet sit program med forhandling af de tyske Köckerling-maskiner.

Hos Bredebro er grønt blevet suppleret med blåt fra nytår. Maskinforretningen, der er autoriseret John Deere-forhandler har pr. 1. januar fået forhandling af de blå Köckerling-maskiner, der tilbyder et bredt program indenfor jordbearbejdning.

Hos Köckerling har man tidligere serviceret det danske marked via egen importør, men er nu gået over til salg af maskiner direkte via forhandlernettet. Samtidig har man ønsket at udvide forhandlernettet, som Bredebro Maskinhandel ApS nu officielt er en del af.

- Vi har arbejdet med Köckerling de sidste 7 år, og jeg har også tidligere haft et samarbejde med dem. Derfor var det naturligt at fortsætte, forklarer Allan Sørensen, salgskonsulent, Bredebro Maskinhandel.

Han tilføjer, at man med forhandlingen samtidig vil sætte ekstra fokus på reduceret jordbehandling og bistå med råd og vejledning.

- Dialog med landmændene er vigtig for os, hvor vi kan byde ind med know-how og erfaring, forklarer Allan Sørensen, der især fremhæver reduceret jordbearbejdning, ukrudtshåndtering og management, som områder hvor man vil styrke indsatsen.

Hos Bredebro Maskinhandel har man i forbindelse med den nye forhandling også indkøbt en servicebil, der udelukkende skal servicere Köckerling, hvor reservedelslageret er placeret i maskinforretningens nye afdeling i Vojens.

- I det kommende forår vil der være demomodeller, hvor vi vil køre demonstrationer hos landmænd med John Deere-traktorer med GPS-løsninger og Köckerling, forklarer Allan Sørensen, der tilføjer at man har eget RTK-netværk i forbindelse med GPS-løsningerne.

Demo-programmet vil også blive vist og demonstreret i forbindelse med dyrskuet i Aabenraa i slutningen af maj.

Læs også