Fynsværket brænder halm igen

Fynsværkets halmfyrede blok er nu atter i drift, efter to måneders stop.

Den nye halmfyrede kraftvarmeblok på Fynsværket er, efter at der den 1. september blev konstateret brandskader på de posefiltre, som skal rense røgen for flyveaske, nu atter i drift.

I stedet for en fuldstændig reparation, som ville vare tre måneder, besluttede værkets ledelse at foretage en nødreparation af posefiltrene, og udskyde den store reparation til sommeren 2010.

Nødreparationen blev udført i oktober, og anlægget blev sat i prøvedrift 3. november.

- Anlægget kører udmærket med hensyn til filteret, og vi forventer stadig at kunne bruge 115.000 ton halm i sæsonen 2009-10, siger brændselsindkøber Henrik R. Hansen, Vattenfall. Det er en reduktion på 17 procent eller 23.000 ton i forhold til de tegnede kontrakter.

 Nogle medier har peget på, at halmmarkedet er i fare for at bryde sammen, blandt andet fordi priserne på halm er væsentligt højere end priserne på flis. Hvordan ser Vattenfall på det?

- Vi kører med halm, fastslår Henrik Hansen.

- Og vi forventer at afholde et halmudbud først i det nye år (på 170.000 tons halm, red.). Jeg forstår godt frustrationerne, og halmleverandørerne skal da også nok overveje, om de er konkurrencedygtige.

Presset
Ifølge bestyrelsesmedlem i leverandørforeningen Fynshalm, Gert Elbæk, Bogense, må halmleverandørerne nok i højere grad tilpasse lagrene.

- Men det er træls for dem, der har sat mange penge i at presse halm. Mange har nok også presset i håb om flere muligheder for afsætning. Det er også træls, at Dong ikke kan give en anstændig pris til landmændene. Med 50 øre kiloet til Enstedværket kan der ikke komme økonomi i det, understreger Gert Elbæk.

Han konstaterer, at mange fynske landmænd har fået en god betaling for den halm, de har solgt til entreprenørerne.

- Men det er vigtigt, at entreprenørerne også er der til næste år, siger han.

Læs også