Husdyrformidling i fremgang

RECEPTION: Fredag den 17. juli kl. 10 – 12 er der reception hos Husdyrformidling Syd ved Rødekro. Anledningen er indehaver Frederik Clausens 60 års fødselsdag og officiel indvielse af de nye lokaler, der er indrettet på en tidligere landbrugsejendom.

Krise eller ej – der er altid mange tyrekalve, køer og kvier, der skal købes og sælges.

- Vi omsætter 10.000 tyrekalve til danske kalveproducenter i det sydlige Danmark, forklarer indehaver af Husdyrformidling Syd, Frederik Clausen, der tilføjer at der også er kommet lidt eksport til.

Dertil kommer yderligere cirka 3.000 – 4.000 kalve via samarbejdspartneren Carsten Bomholt i Bjerringbro, som man samarbejder med omkring husdyrformidling i den nordlige halvdel af Jylland fra Give og opefter.

Husdyrformidling Syd omsætter også hele besætninger af køer og kvier, og Frederik Clausen bliver hver uge kontaktet af folk der ringer og vil sælge, og hvor man så i Husdyrformidling Syd har køberne.

Omkring 5.000 – 6.000 køer og kvier bliver det til om året for Husdyrformidling Syd, der har fem ansatte i dag.

Krisen mærkes
Selv om krisen også har ramt landbruget, har det ikke givet mindre at lave for Husdyrformidling Syd – snarere tvært imod.

- Krisen, de mange afslag på udvidelser, og de faldende priser på dyr får mange til at afhænde besætningen, forklarer Frederik Clausen, der tilføjer at man også får henvendelser fra banker og landboforeninger omkring afvikling af besætninger.

Nye lokaler og et skarpt hjørne
Håndværkerne er ved at finpudse de sidste detaljer så der helt klar til at blive taget imod de mange kunder og forretningsforbindelser, der på fredag ventes at lægge vejen forbi Husdyrformidling Syd´s nye lokaler på Årslev-Kirkevej 3, Rødekro, der foruden en markering af indflytningen i de nye lokaler, også er fejring af et skarpt hjørne for Frederik Clausen, der runder 60 år.

Men skulle nogen nu gå rundt og tro at 60 år i den forbindelse betyder efterløn, pension eller andet af den slags, må de tro om igen.

- Jeg har absolut ingen planer om hverken pension eller efterløn. Jeg er glad hver morgen ved at møde ind på arbejdet – det er en gave. Så kollegerne slipper ikke så let af med mig, griner Frederik Clausen, der ser frem til at drive virksomheden videre mange år fremover.

Selv mener han at virksomheden har nået en passende størrelse, men vil løbende følge markedet og de muligheder der er. Således er man blandt andet begyndt at kigge mod køb og salg af dyr i Sverige.

Læs også