Frødemonstrationer afvikles torsdag

(LANDBRUG FYN) På grund af regn er frøhøstdemonstrationen på Nordskov ved Ringe blevet rykket til torsdag den 29. juli. Samme holdes også demonstration ved Agerskov.

Efter 12 millimeter regn søndag besluttede arrangørerne af frøhøstdemonstrationen på Nordskov Gods ved Ringe at udskyde arrangementet her mandag eftermiddag til på torsdag den 29. juli - samme tid og sted.

Dog afhænger gennemførelsen igen af vejrliget, men foreløbig er udsigten for midt på ugen højt solskin og varme.

Det er frøfirmaet DLF-Trifolium, LandboFyn og Nordvestfyns Frøavlerforening, som inviterer til demonstrationen.

Programmet på torsdag indledes kl. 13.00. Her vil alle interesserede frøavlere få lejlighed til i praksis at se og følge mejetærskernes indstilling og høst i alm. rajgræs.

Der er tale om den tidlige plænesort Pimpernel, og høsten foregår med tre store mejetærskere, henholdsvis en New Holland, en Claas og en Massey Ferguson-maskine. Repræsentanter fra disse mejetærskerfirmaer og fra DLF-Trifolium vil afprøve forskellige indstillinger af maskinerne. Efterfølgende vil resultatet så kunne ses, når det høstede aftømmes og vejes på stedet.

Også i Sydjylland står DLF-Trifolium bag en demonstration af frøhøst på torsdag. Her gælder det høst af alm. rajgræs (sorten Esquire) hos Carl Johan Schmidt, Nørbygård, Nitriskærvej 1, Agerskov.

Her foregår høsten med gårdens egen mejetærsker.

Det samme gælder, når der i uge 32 holdes tilsvarende demonstration hos Jens Falk Thøstesen, Lerved, Hanning ved Skjern. Dog er der her tale om sorten Rebecca.

Vejrliget kan naturligvis spille ind for afviklingen af demonstrationerne. Derfor vil det være en god idé at tjekke frøfirmaets hjemmeside www.dlf.dk, hvis man er i tvivl om demonstrationens afholdelse.

Forud for arrangementet på Fyn er også mulighed for at ringe herom til DLF-Trifolium på tlf. 66 17 02 30 eller LandboFyn på 70 15 99 00.

Ved de jyske demonstrationer kan der ringes til DLF-Trifolium i Hedensted på tlf. 75 89 00 88. Her vil også kunne oplyses datoen for demonstrationen ved Skjern.

Læs også