Der er styr på ukrudtet i roerne

(Effektivt Landbrug) De fleste sukkerroeavlere har nu været tre gange i marken med ukrudtssprøjten. Og effekten har været god.

De fleste sukkerroeavlere har nu været tre gange i marken med ukrudtssprøjten. Og effekten har været god.

- Roerne er der, plantetallet er i orden, og der er styr på ukrudtet.

Sådan lød meldingen fra Povl Thaysen, Glamsbjerg, da Effektivt Landbrug i onsdags var en tur i roemarken med den fynske gårdejer, der til næste år har dyrket sukkerroer i 30 år.

Povl Thaysen driver et landbrug med 270 hektar, hvoraf de 27 hektar er med sukkerroer. Roerne blev sået den 14. april, og de tre første ukrudtssprøjtninger blev foretaget henholdsvis 3. maj, 10. maj og 14. maj. Ved første sprøjtning var der 1 l/ha Bentanal Optima og 0,5 l/ha Goltix + olie i sprøjten. De næste to sprøjtninger var med 1 l/ha Bentanal Optima og 0,15 l/ha Safari i tanken.

- Sprøjtningerne har haft en god effekt. Alligevel tør jeg ikke undlade en fjerde sprøjtning. Den vil jeg foretage i morgen (torsdag i sidste uge red.), og så regner jeg med, at der er lagt låg på ukrudtet i roerne, lød det fra Povl Thaysen, der slås med en del problemukrudt i form af burresnerre og snerlepileurt.

- Jeg radrenser også altid en eller to gange i roerne, tilføjer gårdejeren, der sætter det endelige punktum for sprøjtearbejdet i roerne en gang i begyndelsen af august. Til den tid handler det om svampebekæmpelse. Derefter klarer roerne sig, til de skal tages op og transporteres til sukkerfabrikken i Assens.

Ifølge Povl Thaysen er roerne lidt sent på den i år. Til gengæld mangler der ikke roer i rækkerne. Det har han ellers somme tider haft problemer med. Især på steder med meget lerjord har det nogle år knebet med fremspiringen.

- I år er roerne ikke så store på nuværende tidspunkt, men jeg har også kun to gange i al den tid, jeg har dyrket roer, oplevet, at rækkerne var lukket til Grundlovsdag. Det hører absolut til sjældenhederne. Men omkring Sankthans vil vi gerne have roerne til at lukke af for ukrudtet, og det skal de også nok nå i år, vurderede Povl Thaysen under sidste uges inspektion i roemarken.

- Med den varme vi har i øjeblikket, så sker der nærmest en eksplosion i roerne. Varmen er lige, hvad roerne har brug for, tilføjer han og understregede samtidig, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at sige noget om udbyttet.

- Det er alt for tidligt at sige, om roerne giver lidt eller meget. Men potentialet for en god avl er i orden, konstaterede Povl Thaysen, som har følgende ønsker til roevejret i den resterende vækstsæson:

- Godt med sol og passende med vand.

Læs også