Traktortræk i strid modvind

(LANDBRUG FYN) Vestfyns Landboungdoms stævne blev flot gennemført under svære forhold.

Det var ikke synet af de store traktorer eller deres arbejde med at trække den stadig tungere slæde ned ad den let faldende bane. Det var ikke syrén- og grangrenene, som maskinerne var pyntede med, og det var ikke flagalleen langs banen, der imponerede. Nej, det var lyden. Det var den brummende, snerrende, brølende og til sidst vrælende støj fra de hårdtpumpede motorer, der bedøvede sanserne og tvang kroppen i forsvarsstilling - eller hvad man nu skal kalde en positur, hvor man står med en finger dybt begravet i begge ører.

Hver motor har sin egen lyd, sin egen signatur, sin helt egen personlighed, der blev båret som chokbølger gennem luftmassen og trods de improviserede ørepropper forplantede sig til øregangene og gjorde indtryk.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor piloterne og deres mekanikere bruger hundredvis af timer på at pleje og pusle om specialtraktorerne i vintermånederne, og hvorfor de på stævnet i Nr. Broby sidste lørdag febrilsk arbejdede med jerrycans, el-generatorer og startkabler og enkelte steder værktøj i ryttergården.

De lever for de få sekunder, hvor det kolde metal varmes op og bliver glohedt, mens maskinernes sjæl et kort øjeblik vækkes til live og krænges ud for omverdenen og de godt 800 tilskuere.

De mere erfarne gæster havde taget ørepropper med. Hos børnefamilierne, som oplevede fænomenet for første gang, udløste eksplosionsmotorernes vrissen forældreinstinktet, og de greb febrilsk ud og holdt hænderne beskyttende om de små sarte ører.

I forvejen var publikum alle udsat for elementernes rasen. En strid, kold vestenvind, der ad flere omgange blev tilsat kraftige regnbyger, der fik folk til at søge ly under øl- og pølsebodernes parasoller eller i de nærmeste parkerede biler.

Men dommertårnet, som de lokale spejdere havde bygget, holdt dagen igennem, indtil den hårdtprøvet stævnespeaker Ulrik Maegaard fra nabokredsen, Nordvestfyns Landboungdom kunne kravle ned sidst på eftermiddagen.

Under 5.700 kg: Jesper Hansen fra Odder Landboungdom på en Ford TW 20.

5.700-7.500 kg: Michael Larsen på en TW 30 fra Kragmann, Middelfart, i den åbne klasse. Da traktoren allerede har vundet i Ejby, går Nicolaj Jepsen på en John Deere 4455 fra Halm 80, Skalkendrup, videre i den officielle kredsturnering.

7.500 kg-12 ton: Christopher Jensen på en John Deere 8640 4-WD fra Halm 80, Skalkendrup, i den åbne klasse. Da firehjulstræk ikke er tilladt i landsdelsturneringen går Alf Sørensen på en John Deere 8520 fra Ringberg Sørensen, Alslev, videre som den officielle kredsvinder.

Læs også