Førstehjælp til computeren

(LANDBRUG FYN) Patriotisk Selskab har indgået en ny samarbejdsaftale, der gør det muligt for medlemmerne at få øjeblikkelig IT-hjælp, de steder, der har en bredbåndsforbindelse.

Det kan nemt lade sig gøre at flytte konsulenternes ekspertise ud til staldcomputeren uden at flytte konsulenten. Hvis der på forhånd er installeret et fjernstyringsprogram på bedriftens pc’er, kan konsulenten fra rådgivningscentret eller fra sin private hjemmearbejdsplads logge sig ind og se en kopi af medlemmets skærmbillede. Hvis det er nødvendigt, kan konsulenten endda overtage styringen af musepilen, mens han over telefonen forklarer, hvorfor han gør sådan.

Når det hidtil ikke har været muligt at høste den åbenlyse fordel for husdyrproducenterne, skyldes det, at fjernbetjening kræver en hurtig og stabil internetforbindelse.

- Jeg vil tro, at 80-85 procent af landmændene i løbet af de sidste par år har fået teknisk mulighed for at få en bredbåndsforbindelse, og resten vil få det inden for det næste par år, vurderer direktør for TNM Teknik, Thomas Nejsum Madsen.

Dermed har der åbnet sig en ny forretningsmodel, hvor landmænd og mindre virksomheder på landet kan købe sig til almindelig IT-hjælp under en abonnementsordning, hvilket TNM Teknik nu har opnået en del erfaring med.

Den gennemprøvede teknik har Patriotisk Selskab fundet så interessant, at rådgivningsselskabet har indgået en samarbejdsaftale med TNM Teknik. Aftalen betyder, at de landmænd, der i forvejen benytter TNM til almindelig IT-support pr. fjernbetjening, nu også kan få fjernbetjent support til svinefaglige programmer fra Patriotisk Selskab, der dog stadig tilbyder andre løsninger for medlemmer, der ikke ønsker abonnement hos TNM Teknik.

Med det nye koncept skal konsulenttjenesten altid logge sig på staldcomputeren, og alle opdateringer fra konsulenttjenestens side foretages via bredbåndet på bedriftens egen computer. Konsulenterne kan endda »besøge« flere svinebesætninger på samme dag.

På samme måde kan landmanden og relevante medarbejdere tage indtastningsarbejde med hjem eller overvåge og afmelde rutinealarmer via en privat pc med bredbåndsforbindelse.

- De tekniske forbedringer betyder, at vi fremover kan bruge mere tid på at drage nytte af de indsamlede tal og dermed på bedre rådgivning i stedet for kørsel, konkluderer svinerådgiver Charlotte Frederiksen, Patriotisk Selskab, der dog stadig gerne kommer på besøg, når det er svinene og ikke computeren, der er anledningen.

Læs også