Søren vandt med 19 kvadratmeter

(LANDBRUG SYD) Søren Pagh var dømt i retten, men opmålinger viste et helt andet resultat.

Der er dejligt ude på landet – det er de fleste enige om, og det var også netop grunden til, at den 67-årige Vejen-pensionist, Søren Pagh, købte en mindre landejendom i Skærbæk Kommune.

- Det skulle være et fristed, hvor vi kunne hygge os og bl.a. gå på jagt, lyder det fra Søren Pagh.

Hyggen blev dog forstyrret. På landet er der også noget, der hedder bopælspligt, hvis der er mere end to hektar jord til ejendommen – og det var der, mente kommunen, men stædighed fra Søren Paghs side har vist, at det ind imellem nytter at kæmpe mod myndighederne, hvis man føler sig uretfærdig behandlet.

Søren Pagh giver ikke op så let. Han forsøgte forskellige metoder uden dog at flytte ind, og han forsøgte forgæves at få dispensation, så sagen endte i byretten i Tønder. Her blev pensionisten idømt en bøde på 2500 kroner og tvangsbøder – enten skulle ejendommen sælges, eller han skulle flytte ind.

Ingen af tingene ønskede han. I stedet blev det overvejet at sælge noget af jorden til naboen, men nej – det kunne ikke passe. Han fik sat en landmåler på, og nej, Søren Pagh havde ikke købt en ejendom, hvor der tidligere var solgt jord fra, så der tilbage var 23.000 kvadratmeter eller 2,3 hektar og dermed bopælspligt.

Der var kun 19.981 kvadratmeter, og det passede ikke til hverken de offentlige opgørelser eller afgørelsen i retten i Tønder.

Med de nye oplysninger kunne man foranlediges til at tro, at så var den sag ude af verden – men nej, så let går det ikke i Danmark.

Anklagemyndigheden måtte anke dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse, og landsretten frifandt pensionisten, der efter tre års kamp med myndighederne trak sig ud som sejrherre – med en sejr på 19 kvadratmeter.

Læs også