Dansk landbrug er i front

Aabenraas viceborgmester, Martin Buus Madsen (bagest), glædede sig i åbningstalen over, at dyrskuet kan være med til at skabe forbindelse mellem land og by. Til venstre Peter Petersen fra Familielandbruget og til højre skuets formand Gert Karkov.

- Dansk landbrug er i front på en række områder. Der produceres gode og rene råvarer, og det sker under hensyntagen til miljø og natur.

Sådan lød vurderingen fra viceborgmester i Aabenraa Kommune, Martin Buus Madsen, da han fredag stod for den officielle åbning af Det sønderjyske Fællesskue i Aabenraa, hvor han samtidig udtrykte ønske om, at priserne retter sig, så producenterne kan imødese bedre tider.

Han glædede sig over, at Aabenraa igen er hjemsted for skuet:

- Aabenraa har været hjemsted for skuet i mange år, og jeg finder det positivt, at der gennem årene er opbygget mange gode relationer mellem fællesskuet og byen. Fra kommunens side ser vi frem til at være en del af denne årlige begivenhed, og jeg håber på et langvarigt samarbejde mellem Det sønderjyske Fællesskue, kommunen, erhvervslivet og borgerne i Aabenraa, fortsatte Martin Buus Madsen.

Han erkendte, at de fleste byboeres forhold til landbruget først og fremmest er koncentreret om rollen som forbruger med fokus på slutproduktet – grønsager og kød.

- For os byboere med et erhverv udenfor landbruget er dyrskuet en god mulighed for at få indblik i, hvordan et moderne landbrug ser ud i dag, og hvad dansk landbrug kan præstere. Selvom det landbrugsfaglige er i fokus, er det sønderjyske dyrskue også en folkelig og kulturel begivenhed, fastslog viceborgmesteren ved åbningen.

Også skuets formand, Gert Karkov, glædede sig over samarbejdet med kommunen og roste de forbedringer, der er lavet på pladsen.

Læs også