Prins Joakim åbner LIB-messen

VÆKST: Landbrugsfagmessen i Fredericia har vokseværk. Alene siden messen i 2000 er væksten på 25 procent, og det betyder, at alle hallerne i Dronning Margrethe Hallen nu er i brug.

Procentdelen af landmandskoner bliver muligvis en smule højere på dette års LIB-messe, end det har været tilfældet på messerne i 1998 og 2000.

Hans Kongelige Højhed Prins Joakim åbner således LIB 2002 i Dronning Margrethe Hallen torsdag den 21. november.

Klokken 8.15 ankommer den landmandsuddannede prins fra Schackenborg til hallen i Fredericia, der bærer hans mors navn. Her ventes landmandsprinsen i løbet af de tre messedage at få følgeskab af godt 16.000 kolleger.

Ikke blot det royale besøg understreger, at LIB-messen nu for alvor har bidt sig fast som en messe, man regner med i dansk landbrug. Udstillerne strømmer således til Fredericia-messen, der siden begyndelsen i 1998 er vokset med 55 procent. Det betyder, at cirka 100 udstillere er på plads i messedagene.

- Alle haller er i brug, lyder det fra projektleder Gunnar Stefansson, som nu tager hul på de sidste hektiske dage op til messen.

Gunnar Stefansson indrømmer, at loftet, for hvor stor messen kan blive, nu er ved at være nået.

- Vi kunne godt klemme det hele lidt mere, men mange udstillere har ønsket større stande end tidligere. Og det ønske har vi efterkommet.

På LIB 2000 valgte ikke færre end 3.164 personer – eller rundt regnet hver femte besøgende - at prøvekøre en maskine på testarealet. Gunnar Stefansson vurderer, at der i år vil blive gennemført mellem 3.000 og 3.500 testkørsler.

Ønsker man at teste en maskine skal man finde præcis den maskine, man gerne vil prøvekøre. Herefter skal man henvende sig til den enkelte udstiller, som udsteder et kørekort og en tid for prøvekørslen. Derved undgås lange ventetider ved testbanen.

Læs også