Præcision og styrke ved traktorstævne

Der var både pløjestævne og traktortræk ved landsdelsstævnet, der tiltrak i alt 48 deltagere og omkring 500 tilskuere. De bedste af traktorførerne går videre til danmarksmesterskaberne.

Efterårsløvet hvirvlede rundt i luften som store orange og brune snefug. En isnende kold vind blæste, og mørke skyer skuttede over himlen. De fornuftige havde termokedeldragter og handsker på, og de andre frøs.

Det kolde, blæsende efterårsvejr til trods var der omkring 500 personer, der dukkede op på Mattrup Gods ved Klovborg for at se, hvad de unge mennesker på traktorerne kunne præstere af henholdsvis præcision og styrke ved landsdelstævnet i pløjning og traktortræk. Deltagerne i mesterskaberne kom fra regionerne Ribe, Vejle, Sønderjylland og Fyn.

Tre dommerhold med i alt syv dommere gik rundt med skriveblok, målebånd og kritiske øjne. De snakkede med hinanden om de enkelte pløjeresultater, men bedømte og tildelte point individuelt.

- Ved bedømmelsen af pløjningen ses der på furenes retning – om de er lige – på furenes dybde, men mest af alt på helhedsindtrykket. Det er vigtigt, at det færdigpløjede areal fremstår jævnt og ensartet, og at alt plantemateriale er dækket, forklarede pløjeleder Mads Niær, Silkeborg Landboungdom.

Troels Detlefsen kørte på en Fiat 70-90 traktor med en to-furet Kverneland 14” plov. Med sine 176,8 point lå han suverænt foran de øvrige deltagere i vendeplov-konkurrencen. Med til landsstævnet på Fyn kommer Flemming Thorsager, Give, som var vinder i standardplov.

Til DM får han mulighed for at forsvare sin titel som regerende danmarksmester i standardklassen. Med sig i bagagen har han også erfaring fra sin deltagelse i VM i pløjning i Schweiz. Flemming Thorsager kørte på en Ford 6810 med en to-furet Kverneland 13”-plov bag. I lighed med Troels Detlefsen placerede Flemming Thorsager sig et pænt styk foran de øvrige konkurrenter.

De to seniorvindere, nummer to i standardplov, juniorvinderne samt nummer to og tre juniorer i standardplov går alle videre til DM på Fyn.

Traktortrækkerne får to forsøg til at trække slæden over den magiske grænse på 100 meter og derved opnå en »full pull«. En succesfuld full pull kvalificerer til »pull off«, hvor den endelige placering afgøres. Vinderne og nummer to i hver af de syv traktorvægtklasser – i alt 13 traktorførere - går videre til danmarksmesterskaberne, der holdes på Lundbæk Landbrugsskole i Nibe 26. april næste år.

Læs også