Staldfidus gav flueplage

EN EKSTRA CHANCE: En aflastningssti til de polte, der ikke klarer sig i flokken, redder i det mindste slagteprisen hjem på grisene. Et mindretal kommer tilbage i flokken efter et ophold i aflastningsstien.

Normalt forstås ordet »staldfidus« som underhåndsoplysninger om en væddeløbshests vinderchancer på trav- eller galopbanen. En slags insiderviden fra staldene om dyrets dagsform eller skavanker, der ødelægger spillets dynamik på totalisatoren.

Sådan opfatter driftsleder Frank Johansen på Civagaard i Vendsyssel imidlertid ikke begrebet. De fiduser eller erfaringer, han og medarbejderne i den store svineproduktion høster, stilles frit til rådighed for enhver, der interesserer sig for sohold og smågriseproduktion.

Så åbent, at et særligt menupunkt på gårdens hjemmeside, faktisk hedder staldfiduser og i billeder og tekst viser gode fiduser til brug i hverdagen på en svinegård.

- Ellers ville vi ikke lave det på samme måde igen, fastslår Frank Johansen, der dog både kan sige godt og skidt om ét af tiltagene i den nye poltestald.

- Her har vi lavet en aflastningssti med dybstrøelse til de polte, der ikke klarer sig i flokken. Nu kan vi sortere skarpt og hurtigt få en gris ud af flokken, hvis den for eksempel har problemer med bentøjet. Om ikke andet kan vi, ved at reagere hurtigt, altid opnå en slagtepris for grisen frem for at lade den gå for længe og gå helt til grunde.

Enkelte kommer tilbage i flokken, men hovedparten af de polte, der kommer over i aflastningsstien, ender med at blive slagtet.

- Eneste ulempe ved systemet er, at vi samtidigt med dybstrøelsen har fået en flueplage med ind i poltestalden. Ellers fungerer det rigtigt godt.

- Vi er nu i gang med at forsøge med forskellige bekæmpelsesmidler til at styre dette problem. Der behøver ellers ikke at være særlig mange fluer i poltestalden, siger Frank Johansen.

- I modsætning til en slagtesvineproduktion har vi en interesse i at poltene kan få trynekontakt med grisene i nabostien. Derfor er et stykke af skillevæggen et åbent gitter, som derved er med til at sikre, at der kan ske en fuld immunisering hele vejen gennem stalden.

- Man skal ikke gå og bakse med tunge låger eller hoppe over skillevæggene under det daglige arbejde, fastslår han.

Derfor er der også i løbeafdelingen lavet en smal låge ind til dybstrøelsesarealet bag søerne.

Den store låge er også nødvendig for at kunne tømme dybstrøelsen ud med en læssemaskine. Mange har kun den ene låge, og må derfor åbne og lukke en tre meter bred låge bare for at komme ind og ud.

- Vi har valgt at have en ekstra låge, så man så ubesværet som muligt kan færdes ind og ud under arbejdet i løbestalden, siger Frank Johansen.

Læs også