Jersey folk fra »down under« på besøg i det sydjyske

Som optakt til verdenskonferencen i den internationale jersey-forening, var der besøg forskellige steder i landet, heriblandt på et mønsterbrug i det sydjyske. De besøgende var imponerede over de danske dyr.

I disse dage vrimler det med Jersey-folk fra hele verden her i Danmark, idet der holdes verdenskonference indenfor den internationale jersey forening »World Jersey Cattle Bureau« (WJCB) i Odense.

I dagene inden selve møderækken løb af stablen med deltagelse af landmænd, forskere og konsulenter, var der en præ-konference studietur, hvor et hold australiere og new zealændere - »aussies« og »kiwi’er« - deltog i besøg i bl.a. det syd- og sønderjyske. Her besøgte de Jersey-besætningen I/S Ravninggård, tilhørende far og søn Søren og Ole Sørensen i Ravning ved Ribe.

- De danske jerseykøer er højt anset i resten af verden. Danskerne har været gode til at kombinere det produktionsmæssige med det funktionelle, så køerne både yder godt og har stærke lemmer, fortalte selveste formanden for den internationale forening, en lille spirrevip på 70 år, Anne Perchard.

- Vi er meget imponerede over køerne efter toptyrene Fyns Lemvig og JAS Hot, sagde hun begejstret. Den friske kvinde har været formand for jersey-foreningen på verdensplan i 13 år og har sammen med sine tre sønner en gård med 220 køer af racen samt produktion af kartofler på øen Jersey – jerseykoens oprindelsessted.

Anne Perchard ryster på hovedet af de »gamle, konservative mænd«, som hun kalder de avlsfolk, der ikke tillader blodfornyelse til de omkring 4000 tusinde jerseykøer på øen.

- Vi vil ønske, at vi kunne komme køerne ned i vores rejsetasker og tage dem med os hjem, sagde flere af dem.

Søren og Ole Sørensen har 162 årskøer og 154 ha jord, hvoraf de 75 ha er forpagtet. For at sikre, at foderkvaliteten er i top, laver de selv al markarbejdet.

Det var ellers et tilfælde, at var Jersey-racen, familien kom til at arbejde med. Da Søren Sørensen købte ejendommen i 1973 var der hverken dyr eller maskiner, men inventaret passede til jerseykøer, så det var den race, der blev sat ind. Da der siden skulle bygges om, kunne Søren Sørensen godt have lavet om til en større race, men han var i mellemtiden blevet så glad for Jersey’erne, at det var dem, han fortsatte med.

- De er nemme at omgås og har nemt ved at kælve, siger han. Siden 2000 har sønnen Ole og svigerdatteren Bente været med i driften af gården med den højtydende besætning, der nu drives som et I/S.

Læs også