På skue i 60 år

For Kai Schibler har heste været »livet«, og de seneste 60 år har han været med til at planlægge hesteindslag på Horsens-dyrskuet.

Når der snakkes heste i Horsensområdet, vil mange helt naturligt tænke på 76-årige Kai Schibler. Han har om nogen sat sit præg på hestesporten lokalt og nationalt, og i dyrskue-sammenhæng er han virkelig en veteran – i 60 år har han deltaget i dyrskuerne i Horsens.

Det er naturligvis også ham, der har været med til at arrangere underholdningen med heste på dette års skue, og fredag 14. juni og lørdag 15. juni er han naturligvis at finde ved ringside. Som pensionist har han også tid til at afsætte dagene – bl.a. en hverdag – men det har nu aldrig været noget problem.

- Min første arbejdsgiver var selv interesseret i heste, og hos de to andre fik jeg indføjet i min kontrakt, at jeg skulle have fri til min hobby, fortæller Kai Schibler i det hyggelige hjem, Bakken, i nærheden af Gedved, hvor han naturligvis fortsat har et par heste gående.

Han gør det netop klart, at hestene har været hans hobby. Det har ikke været noget, han har kunnet leve af, men alligevel har han lagt i tusindvis af timer i hestenes verden og fået det kombineret med arbejdet som tobaksfabrikant.

- Her var der træning onsdag og torsdag, og her var der altid mange sjove episoder, så der var også mange tilskuere. Enhver hest kan hoppe, men det er lige med at få den til det på de rigtige tidspunkter, som Kai Schibler udtrykker det.

Efterhånden overtog han mere og mere af planlægningen af arrangementet, og han vil gerne blive ved. Han har flere år sagt, han ville stoppe, men det er ikke sket endnu. Han fortsætter gerne, så længe han kan gøre gavn, men omvendt håber han, at andre siger til ham, når de mener, han ikke bør være med længere.

- Skuerne har gennemgået en rivende udvikling, og jeg savner grisene. Men alt skal følge med tiden – også dyrskuerne. Der skal nyt til, og de unge er gode og har gode ideer, konstaterer Kai Schibler og kan se, at det i dag er maskinerne, der udgør en stor del af skuet.

Han har en flot samling af udklip fra skuerne og kan her vise, at den store ring i sin tid havde en sø i midten. Det er slut nu, men det er jubilarens interesse for heste ikke.

Gennem årene har han modtaget adskillige æresbevisninger og er æresmedlem flere steder. Det er alt sammen sket for indsatsen for hestesporten, hvor det også på landsplan er blevet til adskillige tillidsposter. Nogle har han måtte sige fra efter at være rundet de 70 år, men han er ikke stoppet.

- Jeg laver fortsat terrænbane til DM i military og er stadig med til alt omkring denne sport, siger Kai Schibler til Landbrug Syd og glæder sig over, at hele familien er blevet hesteinteresserede – ellers kunne det ikke have kunnet lade sig gøre.

Læs også