Det gode arbejdsklima

Der er sparet lidt på kostalden, men til gengæld brugt lidt flere penge i malkestalden, hvor det meste af arbejdstiden foregår. Behagelige forhold gør, at landmanden synes det er rart at være ude i stalden.

Det er ikke til at få øje på en eneste flueklat i hele staldkomplekset og ikke en eneste stænk af gødning er kommet på afveje væk fra spalterne i løsdriftsstalden. På kvæggården Frydendahl ved Gram er der ryddeligt, rent og rummeligt. Man skulle næsten tro, at stalden var nybygget, så fint er der, men der har gået køer og mennesker derinde i tre år.

I gangen mellem kontoret og malkerummet er øverste halvdel af væggene malet blå og nederste halvdel mørkegrøn. Som en sommerhimmel og saftige græsmarker. Malerier af kreaturer i Mads Stages bløde streg og grønne planter pryder, så man glemmer næsten, at man befinder sig i en stald.

Mælkeproducent Tage Frydendahl Krab sætter en ære i, at hans og ægtefællen Pias gård præsenterer sig pænt, og glæder sig over at høre de positive kommentarer fra folk, der kommer på besøg. Udseende er dog ikke alt, og selv under den pæne facade er alle detaljer gennemtænkt. Arbejdslivet skal gøres så nemt, behageligt og sikkert som muligt. Og derfor blev landmandsparret forleden præmieret med »Landbrugets Sikkerhedspris 2001« af Landskontoret for Bygninger og Maskiner.

- Vi sælger kalvene, der er krydsninger mellem Blonde d’Aquitaine og SDM, når de er en måned gamle, og køber kælvekvier. Det vil sige, at vi ikke skal bøvle med en masse ungkræ, og vi kan nøjes med at have den ene stald. Det gør det hele meget overskueligt, fortæller Tage Frydendahl Krab. Kalvene går i udendørs transportable hytter, som han selv har opfundet og får produceret hos Seem Staldinvintar.

Selv på en grå januardag strømmer lyset ind i staldene. I gavlen for enden af stalden er der en stor port fyldt med vinduer. Så kan Tage Frydendahl Krab følge med i, hvad der sker udendørs – om det regner eller der er solskin, om der kommer gæster, og om børn og kone er kommet hjem. Når porten står åben, kan børnene lege udenfor og samtidig have direkte kontakt med deres far, mens han går og malker få meter væk.

Børn, lys, effektive arbejdsgange – det er trivsel i hverdagen for landmanden ved Gram.

Læs også