Tilfreds med regerings udmeldinger

Familielandbrugsformand er glade for tonerne fra regeringen, når de drejer sig om forenkling og afbureaukratisering.

- Selvom jeg er en slags Radikal, synes jeg, det er positive meldinger, den nye regering kommer med, siger Gunnar Schmidt, formand for Ribe Amts Familielandbrug.

- Udmeldingerne fra Miljøministeren og fra Fødevareministeren lyder ganske fremkommelige, fortsætter han, og peger især på signalerne om forenkling og afbureaukratisering som værende positive.

- Det eneste negative indtil nu er da Fødevareministeren angreb landbrugsloven. Der gik hun galt i byen, med hensyn til bestemmelsen om fortrinsstilling til køb af jord til landmænd med under 70 hektar. Hun siger, at den bestemmelse giver »ondt blod« og bremser for dynamikken i landbruget, men jeg mener, det modsatte er tilfældet. Det giver tværtimod mulighed for de mindre bedrifter at udvide, at udvikle sig og at tilpasse sig. Hvis ikke de har mulighed for det, vil udviklingen mod færre og større landbrug gå endnu stærkere, fastslår Gunnar Schmidt.

- Endvidere synes jeg, det er upraktisk at lave om på landbrugsloven alt for ofte. Det er ikke så længe siden, den sidste blev lavet om, og den skal lige have tid til at virke, siger han.

- Jeg ønsker også, at vi beholder tilskuddene til rådgivningen og til vikarordningen. Samfundet står sig godt ved at have dygtige konsulenter, der sørger for uvildig rådgivning, laver forsøg og hjælper landmænd. Med hensyn til vikarordningen, som dækker vikarudgifterne, når landmanden er syg eller skal på kursus, er det vigtigt at også de små og mellemstore landbrug har økonomisk mulighed for at efteruddanne sig, så de driftsøkonomiske resultater kan optimeres.

- Desuden er det vigtigt, at landmænd kan få hjælp, når de er syge – også af hensyn til dyrevelfærden, hvor pasningen godt kan gå hen og blive venstrehåndsarbejde, hvis man er syg eller er kommet til skade.

Læs også