Miljøminister øger kontrol med lukkede vandboringer

Ida Auken (SF) vil have overblik over, hvor mange vandboringer der lukkes om året – og hvad årsagen er

Miljøminister Ida Auken (SF) vil nu have alle landets omkring 2.500 almene vandforsyninger en gang om året indberette, hvor mange boringer de har lukket – og af hvilken årsag. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er ikke mange steder i verden, man kan drikke urenset grundvand fra vandhanen. Men det kan vi i Danmark. Og det skal vores børn og børnebørn også kunne. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi får et nøjagtigt billede af, hvor mange vandboringer der må lukke hvert år på grund af sprøjtemidler, siger miljøminister Ida Auken i pressemeddelelsen.

Heri erkender hun, at der kan være rigtig mange grunde til, at en vandboring lukker.

- Nogle gange kan sprøjtemidler være årsagen, andre gange kan vandboringen være taget ud af drift, fordi vandværket ganske enkelt ikke har behov for at pumpe lige så meget vand op. Det vigtige er, vi nu får det forkromede overblik, så vi kan sætte målrettet ind, hvis vi opdager, at der er sprøjtemidler nær en drikkevandsboring, lyder det fra Ida Auken.

Fra 1. januar vil vandforsyningerne kunne indberette oplysninger om status for vandboringerne til den fællesoffentlige database, Jupiter.

Ifølge Miljøministeriet vil den første samlede status være tilgængelig for offentligheden til april næste år.

Læs også