Vogne klarer 45 kubikmeter

Med indkøb af to store græsvogne har maskinstation nu mulighed for at spare en mand og en traktor. Samtidig overstås arbejdet hurtigere.

Det kører derudad med fuld fart på med de to nye, store græsvogne, som Lintrup Maskinstation fik leveret for godt en måned siden. Tebbe ST 450 vognene er de første af slagsen i Danmark og er købt hos Ag-Chem Danmark A/S i Haderup, som importerer vogne og andre produkter fra Tebbe i Tyskland.

De nye græsvogne fra Ag-Chem har en kapacitet på 45 kubikmeter. Den store kapacitet betyder, at maskinstationen nu kan spare en traktor og en mand.

- Før måtte vi have en traktor med fører til at køre de fyldte vogne væk, så de kunne tømmes, mens en traktor med mand blev tilbage og fulgte snitteren – dvs. tre mand i alt i marken. Nu kan vi nøjes med to. Den ene kører snitteren og har den ene af de store vogne bag sig, mens den anden mand kører traktoren ved siden af med den anden store vogn. Når vognen bagved snitteren er fuld, nøjes de to mænd med blot at bytte vogne – det tager kun 15 sekunder, siger Nis Matzen, den ene af indehaverne af Lintrup Maskinstation.

Den gennemsigtige front på vognen bevirker, at det er nemt at se, hvor meget den er fyldt. Det hurtige skift mellem vognene og den store kapacitet gør, at det kan nås at køre væk med den fyldte vogn, få den tømt og køre tilbage til snitteren igen, før den anden vogn er fyldt. Det tager 85 sekunder at aflæsse vognen.

- Ofte kan vi først komme ud at køre op af formiddagen, når duggen er væk. Det betyder ,at vi nemt kan komme til at have en stor del af arbejdet efter kl. 16, hvor taxametret tæller mere. Med de høje lønomkostninger kan det bedre betale sig at investere i større maskiner og spare noget af mandskabet, forklarer Nis Matzen, som er glad for sin nyinvestering.

Maskinstationens traktorførere er også glad for vognene, bl.a. fordi vognenes affjedrede træk skaber en mere blid kørsel. Den styrbare bagaksel beskytter græsmarkerne, fordi baghjulene drejer med rundt.

Vognene har en 26 ton asymmetrisk fjederboogie, hvilket betyder, at der er mere vægt på den bagerste aksel end den forreste. Det bevirker, at vognen altid kører lidt opad, så den ikke så nemt kommer til at sidde fast, hvis jorden er blød. Det kan være meget aktuelt om efteråret, når der snittes majs.

Læs også